Dansk Folkepartis tidligere sekretariatschef Jeanie Nørhave absolut mest anvendte sætning i retten her til formiddag er:

»Det kan jeg ikke huske,« eller forskellige variationer deraf.

Jeanie Nørhave er et centralt vidne i sagen mod Morten Messerschmidt, som er tiltalt for at have misbrugt knap 99.000 kroner af EUs midler, som anklageren mener i stedet blev anvendt til Dansk Folkepartis sommergruppemøde i 2015.

EU har betalt pengene, da partiet Meld – hvor Morten Messerschmidt var formand – skulle afholde et såkaldt EU-seminar ved sommergruppemødet i 2015.

Men anklagemyndigheden mener altså ikke, at dette EU-seminar fandt sted. Hvis det er tilfældet, så er EUs penge brugt uretmæssigt.

Jeanie Nørhave har skrevet under på en servicekontrakt mellem EU-partiet Meld og Color Hotel Skagen, hvor Dansk Folkepartis sommergruppemøde fandt sted.

Men i kontrakten står Jeanie Nørhave ikke som sekretariatschef i Dansk Folkeparti, men som underskriver for Color Hotel Skagen.

Selvom der er et hav af detaljer, som Jeanie Nørhave ikke husker, så husker hun dog, at have skrevet under på papirerne. Hun anede dog ikke hvad hun skrev under på eller hvad der stod i papirerne, da de er på engelsk.

»Det har jeg ingen forudsætning for at forstå, for jeg taler ikke engelsk,« siger Jeanie Nørhave.

Da hun skrev under alligevel, så skyldes det at en betroet medarbejder bad hende om det. Der er tale om den samme medarbejder, som er tiltalt i sagen for dokumentfalsk ligesom Morten Messerschmidt er det.

Forsvarer spørger også igen og igen til en række aftaler, som er mailet til Jeanie Nørhave. Hun husker dem ikke og har sandsynligvis sendt dem videre uden at se  på dem. Det synes at være uforståeligt for forsvareren, at det er foregået sådan.

Jeanie Nørhave bliver også forelagt en sms-korrespondance, hvor hun angiveligt har lovet at undersøge nogle forhold i forbindelse med EU-seminaret. Hun kan dog ikke huske hvad.

Forsvarer spørger også til selve udgiftsbilaget for hele sommergruppemødet, som Jeanie Nørhave har godkendt. Her står tydeligt, at 98.158 kroner er særskilt betalt af EU.

Forsvarer spørger hvordan hun kan godkende udgiftsbilaget, hvis hun ikke kender til det konkrete EU-seminar. Jeanie Nørhave forklarer, at hun alene var ansvarlig for Dansk Folkepartis del af regningen.

Både den pågældende medarbejder, som B.T. ikke nævner navnet på, såvel som Morten Messerschmidt nægter sig skyldige.

Messerschmidt blev dømt skyldig, da sagen kørte første gang i retten i Lyngby. Sagens dom blev dog omstødt, da dommeren blev kendt inhabil efter han havde liket et Messerschmidt-kritisk opslag på Facebook.

Jeanie Nørhave er i dag ansat i Danmarksdemokraterne.