Lars Løkke Rasmussen skal bevise, at han ikke skylder penge til Skat, siger Birthe Rønn Hornbech, der nu vil overveje sin egen situation som medlem af Venstre.

Der er fortsat kritik af Lars Løkke Rasmussen (V) i Venstres top, selv om hovedbestyrelsen tirsdag besluttede, at han kan fortsætte som formand.

Folketingsmedlem Preben Bang Henriksen (V) truer med at forlade partiet, hvis ikke Løkke fremlægger dokumentation for, at han har betalt, hvad han skylder til Skat, og samme krav lyder nu fra Birthe Rønn Hornbech (V).

- Jeg synes, at Lars Løkke selv skal fjerne den mistanke, han selv har påført sig om, at han ikke har orden i privatøkonomien og ikke er helt fri og økonomisk uafhængig,« siger hun ifølge jp.dk.

»Mistanken kan fjernes ved at fremlægge dokumentation for, at han ikke skylder Skat og Moderniseringsstyrelsen noget, og ved i fremtiden selv at betale for sit privatforbrug, herunder særbehandling på hoteller,« siger Birthe Rønn Hornbech.

Hun vil nu bruge sommeren til at overveje sin egen fremtid i partiet.

»Jeg vil lægge mærke til, om Lars Løkke nu udvikler de nødvendige lederegenskaber navnlig i forhold til næstformand og baglandet uden for københavnsområdet,« siger Rønn Hornbech til jp.dk.