Et billede af en storsmilende Inger Støjberg med en hjemmebagt lasagne i hånden får stor opmærksomhed.

Siden Danmarksdemokraternes formand i sidste uge lagde billedet af sig selv med den nylavede lasagne på Facebook, er kommentarerne væltet ind. 

Her ses det meget omtalte billede af Inger Støjberg med den hjemmelavede lasagne i hånden. 
Her ses det meget omtalte billede af Inger Støjberg med den hjemmelavede lasagne i hånden.  Facebook

I mange af de i alt 2.200 kommentarer er holdningen klar:

Inger Støjberg har simpelthen ikke forstand på at lave en lasagne. 

Her er fem af kommentarerne:

  • 'Puha, den er vist brændt på. Ring næste gang du skal have hjælp.' 

  • 'Ingen lasagne bør se sådan ud. Jeg er ikke kok, men den tror jeg nok, jeg kunne lave pænere.'

  • 'Den ser nu lidt branket ud! Måske politikere bør lade være med at blande sig i prissætningen på markedet.' 

  • 'Den lasagnen skulle være taget ud 15 minutter tidligere.'

  • 'Du skal heller ikke være kok.'

Inger Støjberg selv er forbavset over de kritiske kommentarer til sin lasagne.

»De kan kalde mig fascist og racist, men de skal ikke sige, at jeg er elendig til at lave lasagne,« siger hun og storgriner.

Hun lagde selve billedet af den hjemmelavede lasagne op på Facebook, fordi hun ville vise en pointe: 

'Fødevarepriserne stiger og stiger, og regeringen nægter at gøre noget ved det. Jeg mener ikke, at oksekød skal være en luksusvare for de få. Jeg mener, at lasagne skal være for alle,' skrev Inger Støjberg i opslaget.

Men herefter tog billedet af hendes lasagne altså meget af opmærksomheden. 

Inger Støjberg, efter kritikken af din lasagne vil du ikke have den lidt kortere tid i ovnen næste gang eller måske indstille ovnen anderledes?

»Som man kan se, så har jeg det med lasagne som med internationale konventioner på udlændingeområdet; jeg går lige til kanten,« siger hun.