Bilimportør nægtede mandag hårdnakket, at han havde lånt Bendt Bendtsen biler - nu går han til bekendelse. Men han afviser enhver snak om bestikkelse.

Direktøren for Danmarks største bilimportør, Skandinavisk Motor Co., løj mandag overfor B.T. om, at han har lånt den tidligere konservative vicestatsminister Bendt Bendtsen en gratis bil til ferieture.

- Det kan jeg sige med 100 procent sikkerhed. Vi har aldrig lånt en bil til Bendt Bendtsen, sagde Johnny Berntsen til B.T.

Nu går bildirektøren, der også er formand for De Danske Bilimportører, til bekendelse.

Hvofor løj du mandag?

- Det gjorde jeg da heller ikke - jeg kan da ikke vide om det er Bendt Bendtsen selv, de konservative eller mninisteriet, der lånte bilen.

Jamen, det var jo Bendt Bendtsen selv, der hentede den hos jer?

- Jeg kan da ikke vide, om det er til ministeriet eller om han skal på ferie i den, når jeg låner ham den 10-12 dage. Vi låner da tit biler ud til ministerier, fordi det giver god reklamer, når de kører rundt i den. Og jeg har i øvrigt kun selv lånt Bendt Bendtsen en bil en gang - den anden gang var det en anden i firmaet.

I har jo nogenlunde på samme tid solgt en anden VW Phaeton som ministerbil til Bendt Bendtsen?

- Ja, det er rigtigt. Og det er vi stolte af.

Kan du ikke se, at det her kan opfattes som bestikkelse - når Bendt Bendtsen vælger en ministerbil for samme firma, der låner ham gratis biler til ferier.

- Det kan jeg overhovedet ikke se. Men det er da klart, at vi låner biler ud et par dage - også til ministrechauffører - fordi vi håber, at de vil købe dem, siger Johnny Berntsen, der otte gange har betalt for Bendt Bendtsens gratis golfture gennem De Danske Bilimportører.