Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Banket på plads af sine egne.
Mai Villadsen har været politisk ordfører for Enhedslisten i 13 måneder, men er allerede kommet på direkte kollisionskurs med dele af partiets magtfulde hovedbestyrelse.
Mai Villadsen og andre i partitoppen er blandt andet kommet i konflikt med dele af baglandet om holdningen til NATO, Forsvaret samt linjen over for Mette Frederiksen.
B.T. har talt med fem kilder i Enhedslisten. De vil kun fortælle om det interne magtopgør, hvis de bliver anonymiseret, hvilket B.T. har efterkommet.
»Vi har hele tiden haft fløje i partiet, men krigen i Ukraine har bare gjort det meget tydeligt. Mai (Villadsen, red.) gør det udmærket, men mange i baglandet er indædte modstandere af den retning, hun rykker partiet i,« siger et centralt medlem.
Mai Villadsen kom i vælten, da hun i DRs 'Genstart' åbnede en dør på klem for at øge forsvarsbudgettet. Noget, der skabte decideret vrede i Enhedslisten, fortæller B.T.s kilder.
»Det er svært at forsvare sig uden våben,« sagde Mai Villadsen i programmet.
Mai Villadsen har også været tvetydig omkring en udmeldelse af NATO, ligesom andre i partitoppen, herunder Pernille Skipper og Pelle Dragsted, er medstillere af et forslag til partiets årsmøde i maj om, at Danmark skal blive i EU. En kæmpe kovending i Enhedslisten.
Det er den slags, som nu har skabt åben krig, bekræfter flere kilder.
»Der er 8-10 personer i hovedbestyrelsen, som er modstandere af stort set al udvikling. Det er typisk mænd, der har været rigtig mange år i Enhedslisten og har en fortid i DKP for nogles vedkommende. De ser Enhedslisten som klar opposition til Socialdemokratiet,« siger et centralt EL-medlem.
Gruppen mener, at Mai Villadsen er alt for flink ved Mette Frederiksen. De foreslog for eksempel at vælte Mette Frederiksen, da regeringen greb ind i sygeplejerskekonflikten i sommer. Et forslag, som dog blev nedstemt.
Modstanden mod den pragmatiske linje fra Mai Villadsen, Pernille Skipper og Pelle Dragsted er så stor, at nogle taler om at splitte partiet op.
»Det kommer nok ikke til at ske, men vi er nogle, som mener, at vi burde splitte partiet op i to. Ellers sidder vi bare fast i fortiden og skændes internt,« siger et EL-medlem af et centralt udvalg.
Et godt billede på splittelsen er, at partiets internationale udvalg i februar stod bag en demonstration mod USA, mens alle andre havde deres tanker på Putins invasion af Ukraine. Det fik partitoppen til at tage afstand fra demonstrationen.
Da sagen blev behandlet i Enhedslistens forretningsudvalg, var det ifølge B.T.s kilder kun et snævert flertal på fire mod tre stemmer, der bakkede partitoppen op.
»Jeg håber ikke, der bliver ballade frem mod årsmødet. Men det er nok svært at undgå,« siger et centralt EL-medlem.
Det er dog ikke kun hovedbestyrelsen, som Mai Villadsen slås med. I folketingsgruppen er der også splittelse over linjen til S-regeringen.
Et mindretal i gruppen var ifølge B.T.s kilder opsatte på at vælte Jeppe Kofod i sagen om danske børn og mødre i syriske fangelejre.
På samme måde var Mai Villadsen også under pres fra folketingsgruppen, da Benny Engelbrecht i februar røg som minister, efter han havde tilbageholdt klimatal.
En del af gruppen var ifølge B.T.s oplysninger allerede klar til at fyre ham, før han skulle forklare sig på et hastesamråd. Her måtte Mai Villadsen igen mane til ro i den rebelske del af Enhedslisten.