Det var et hårdt program, da Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary i maj 2015 deltog i et erhvervsfremstød i Hamborg og München sammen med den daværende handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S).
Alle var meget trætte, da man om aftenen tjekkede ind på det fornemme fem-stjernede luksushotel Bayerische Hof i München, som er statsledernes yndlingshotel på de kanter.
Men kronprinsen var ikke træt. Han bestilte en kasse øl op til suiten, og så sad hele delegationen der og drak håndbajere.
»Han er meget uformel og uhøjtidelig, og det er derfor, folk godt kan lide ham. Det gør ham til en stærk kronprins og kommende konge,« mener Mogens Jensen.
»Jeg synes, han ligner sin bedstefar, Frederik 9. Han var også folkelig og nede på jorden, én man kunne drikke en håndbajer med,« tilføjer han.
Erhvervsfremstød rundt om i verden er faktisk kronprinsens vigtigste job, mens han gør sig klar til en dag at blive konge. Og alle, man taler med om det, siger, at han gør et virkeligt godt job, og er alle pengene værd.
Flere milliarder værd
Finansminister Kristian Jensen (V) har været på mange rejser med kronprinsen og kronprinsessen, mens han var udenrigsminister, og han mener, at kronprinsens indsats for Danmark er uvurderlig:
»Han er milliarder værd for Danmark. Det er der ingen tvivl om. Jeg har oplevet ham de nemme steder som i USA under Obama og de meget svære som i Saudi Arabien. Her skabte han en god stemning med sin afvæbnende naturlighed, både ved frokosten og de private samtaler. Frederik og Mary kommer rejsende med intelligens, vid og x-faktor. De leverer et eventyr, man ikke kan købe for penge,« siger Kristian Jensen.
Det er svært at sætte beløb på, men brandingekspert Martin Roll, der har boet i Singapore i 16 år og har udgivet bogen Asian Brand Strategy, mener også, Danmark tjener mange penge på kongehuset.
»Kongehuset har en enorm værdi i udlandet. Det koster omkring 3-400. mio. kr. at drive kongehuset, og jeg vil vurdere, at branding-effekten er otte til 10 milliarder kroner værd,« sagde han i 2015 i Deadline på DR2.
Mange spekulerer på, om kronprinsen magter at løfte opgaven at efterfølge sin populære mor som konge. Men det mener Kristian Jensen slet ikke, man skal bekymre sig om. Tværtimod.
»Dronning Margrethe har været en unik, moralsk ledestjerne for Danmark. Men Frederik bliver helt sin egen. Han bliver folkets konge,« siger Kristian Jensen.
Finansministeren oplevede senest kronprinsen på slap line ved åbningen af ishockey VM i Herning 4. maj. Boxen nærmest eksploderede i kærlig hyldest til den folkekære kronprins. 10.000 ishockey-fans larmede mere til ære for Frederik, end da Danmark senere på dagen slog Tyskland.
»Kronprinsen snakker ikke bare om at løbe, han gør det selv, og han kan få 70.000 danskere med ud at løbe Royal Run. Han snakker ikke bare om soldaters vilkår. Han har selv været frømand og er taget til Thule med slædehunde. Han er handlingens mand,« siger Kristian Jensen.
Udfordringer
Da kronprinsen blev født 26. maj 1968, havde BT allerede forudset de udfordringer, han står med i dag. Avisen skrev dengang:
»Han skal føre monarkiets tradition videre i en tid, da det bliver stadig vanskeligere. Hvor demokratiseringen bevirker, at forskellen mellem rig og fattig, kongelig og borgerlig, udviskes mere og mere. I dag er det ikke tilstrækkeligt for en succes, at man er kongelig. Man må vise, at man kan og vil noget. Selv konger og dronninger må tilpasse sig den moderne tid for at blive accepteret.«
Da kronprins Frederik var ung, frygtede han at skulle være konge af Danmark. Den usikkerhed håber kronprinsen ikke at give videre til sin førstefødte søn, prins Christian, der selv skal være konge en dag.
»Jeg så mit liv blive slukket, og at jeg pludselig skulle til at opføre mig som en fuldblodsvoksen. Det var meget ubehageligt. Samtidig var der ikke så mange, der kunne fortælle mig, hvad det egentlig gik ud på,« siger kronprins Frederik i en dokumentarfilm, som vises søndag aften på TV 2.
Han fortæller videre, at tanken om at blive konge - omend det lå langt ude i fremtiden - blev til en frygt i de yngre år. Han følte ikke, han var færdig med alle de ting, som han mente, en ung mand skulle nå at prøve. Og hans mor dronning Margrethe satte sig aldrig ned med ham og forklarede det hele. Det kom mere hen ad vejen.
Fra far til søn
I dag er kronprins Frederik så afklaret med sin rolle, at han sagtens kan forklare den for sin egen søn:
»Hvis Christian spurgte til sin fremtid efter mig, ville jeg svare ham rimelig lige ud ad landevejen, hvad det vil sige at være en konge og en monark set med mine øjne uden at gøre for mange fiksfakserier ud af det,« siger Frederik i dokumentaren.
»At det egentlig ikke er noget at frygte. Jeg kan selv huske, hvordan jeg havde det som knægt. Det endte med at blive lidt for meget en frygt end en behagelighed. Jeg vil ikke afmystificere det, men i hvert fald gøre det lettilgængeligt for en dreng på 10-12 år,« siger han.
Det har vist sig, han fik masser af tid til både at give den gas og at forberede sig til at blive konge. Nogle frygter, at han kommer til at vente for længe ligesom Prins Charles i England og andre, at han aldrig rigtigt bliver klar.
Faktisk er det ikke så mærkeligt at blive konge sent i livet. Christian d. 9. var 45 år, Frederik d. 8. var 62 år, Christian d. 10. var 41 og kronprinsens morfar, Frederik d. 9., blev konge da han var 48.
Kronprins Frederik siger i portrætbogen »Under Bjælken« af Jens Andersen fra 2017:
»I tidligere tider sad de og ventede og ventede, til deres mor eller far drattede af pinden.Tronfølgerrollen har forandret sig og fået mere vægt og betydning. For mig som et søgende menneske, er det gavnligt og givtigt, at jeg bruger ventetiden effektivt. Jeg har det væsentligt mere afslappet, end da jeg var yngre, og er afklaret med den fremtid, der rykker tættere på. Vi sidder bestemt ikke på vores side af slotspladsen og siger: 'Hvornår går flaget mon på halv derovre?',« siger kronprins Frederik.
20. maj var kronprins Frederik inviteret i studiet hos P4 af radiovært Alex Nyborg Madsen og journalist Anders Agger til en snak om musik og fortid, nutid og fremtid i radioprogrammet "Kronprins Frederik på P4".
For ni år siden fulgte Anders Agger kongefamilien til programmet 'Kongehuset indefra', og dengang var kronprinsen ikke meget for at snakke om dét en dag at skulle udråbes som konge.
Men nu, hvor han er den ældste mand i familien, efter prins Henriks død, er han langt mere afklaret:
»Ni år er gået, og jeg har fået mere ballast. Tiden arbejder for mig på den gode måde, og det har den også gjort siden 2009. Så på den måde er det klart, at man føler sig mere hel - man bliver jo aldrig hel i den forstand, at man jo altid skal kunne rumme mere gennem hele sit liv, men der er bestemt mere dybde i,« siger kronprinsen.
Det gør ham tryg og glad, at han samtidig har sin kone, kronprinsesse Mary, og sine fire børn ved sin side.
»Det giver en dejlig fornemmelse af, at vi er et dejligt hold, der støtter hinanden.«
Selv mener kronprinsen, at hans nysgerrighed er en vigtig drivkraft for ham, og det mener hans familie og venner også.
»Jeg er interesseret og videbegærlig. Og der tænker jeg ikke på, at jeg skal nå at blive professor eller tage en ph.d., men bare lære endnu mere om livet, for livet er altid i bevægelse og udvikling. For mig er det bare fedt, at man i min alder har et ungt sind, som er drevet af nysgerrighed,« siger han.
Hans far, afdøde prins Henrik, udtaler sig også om sin ældste søns evner i »Under bjælken«.
»Frederik bliver en god konge. En klog og menneskelig regent. Han har en god vurderingsevne i forhold til moralske ting. Han ved, hvornår man skal give efter, og hvornår man skal sætte sin vilje igennem. Og så har han sans for lighed,« siger prins Henrik.
Kronprinsesse Mary er en uvurderlig partner for Frederik som kronprinsesse, og det bliver hun også som dronning. Folk, der har været tæt på dem, er imponerede over, i hvor høj grad de fungerer som et team.
»Mary bliver den absolut vigtigste støtte for Frederik. Og jeg kan ikke forestille mig nogen, der er bedre egnet,« siger finansminister Kristian Jensen.
»Desuden pirker hun til udviklingen. Hun kan skubbe til ting i samfundsudviklingen og være med til at forny kongehuset. Der hjælper det, at hun kommer udefra og ikke er vokset op i kongelige cirkler. Det giver hende en bro over til den folkelighed, der skal være. Det skal være en kombination af eventyr og folkelighed, og de to har det hele. Det moderne samfund kræver, at man går til opgaven på en anden måde, vi forventer mere nærhed, og at vi kan møde kongehuset på Facebook. Der er en modernisering i gang, og de skal igennem en transformation til den næste generation,« siger han.
Tidligere udviklingsminister Mogens Jensen er enig:
»Frederik og Mary er et fantastisk par, der supplerer hinanden godt. Hun er en stor støtte for ham, og de er et virkelig godt team. Det er også tydeligt, at han sætter stor pris på hendes støtte. Frederiks styrke er, at han er jordnær, og at man kan mærke, at menneskeligheden stråler igennem. Det vil give stor respekt, så man ikke opfatter kongehuset som noget stift og gammeldags,« siger han.
Tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) mener også, at kronprinsen sagtens kan tage over, når tiden er inde:
»Han kan blive en ganske udmærket konge. Nu synes alle, at Dronning Margrethe gør det så godt, men hun var faktisk også ret usikker i starten. Meget af det kommer med embedet. Jeg tror han vil vokse med opgaven. De er et flot par, og vil repræsentere Danmark godt,« siger Holger K. Nielsen.