Tidligere forsvarsminister er overbevist om, at Danmark stadig kan føre krig og forsvare sig selv trods udsigten til massive nedskæringer i forsvaret.

Regeringen vil i sit udspil til et forsvarsforlig spare 2,7 milliarder, og det kommer til at ramme forsvaret. Blandt andet kan det medføre en stor reduktion i antallet af kampsoldater, men det rammer ikke forsvarsevnen, mener en tidligere forsvarsminister.

- Fordi man strammer op i antallet af kaserner, ændrer nogle strukturer og koncentrerer sig på en række områder, så betyder det slet ikke, at man får discount, siger Hans Engell.

Han er tidligere medlem af Folketinget for De Konservative og var forsvarsminister i perioden 1982 til 1987. Dengang bestod det danske militær i høj grad af hærenheder, men den kapacitet og evne til at kunne udsende den slags soldater i mange år behøver Danmark ikke længere, mener den tidligere forsvarsminister. Det er også hans indtryk, at den nuværende forsvarsminister, Nick Hækkerup (S), lægger op til det samme.

- Noget af det, der virkeligt har været efterspurgt internationalt, har været lande, som er i stand til meget hurtigt og meget effektivt at sende enheder af sted med en vis tyngde. Det har Danmark kunnet i Libyen og i andre aktioner. Det er den evne, som Danmark tillægger vægt, siger Hans Engell.

Den tidligere forsvarsminister bakkes op af en ekspert i sikkerhedspolitik. Han mener ikke, at dansk deltagelse i tidligere tiders krige er en rettesnor for, hvordan vores deltagelse i eventuelt kommende missioner bliver.

- De operationer, vi kommer til at deltage i i de næste 15 år, bliver sandsynligvis ikke de samme som i de foregående 15 år. Det, der har domineret vores spisesedler i længere tid, er Irak og Afghanistan, siger professor Ole Wæver, leder af Center for Avanceret Sikkerhedsteori, Københavns Universitet.

Hans Engell mener i stedet, at militæret kan finde mange af pengene gennem effektiviseringer.

- I de gennemgange, der har været af forsvarets økonomi, har der, synes jeg, i høj grad kunnet påvises nogle besparelser og effektiviseringsmuligheder, der selvfølgelig skal indkasseres. For eksempel når man taler materielindkøb, siger Hans Engell.