Danmarks køb af 1,17 millioner ekstra Pfizer/Biontech covid-19-vacciner af Rumænien møder nu hård kritik fra Sverige.

Den svenske vaccine-koordinator Richard Bergström mener, at Danmark har spillet med fordækte kort og moralsk har svigtet en aftale med de øvrige EU-lande.

Dermed har Danmark sat sig selv forrest i køen på bekostning af de øvrige EU-lande, som også ville være interesseret i at få flere vaccine-doser, hvis ellers de havde samme mulighed, mener Richard Bergström ifølge VG.no.

»Danmark har ikke haft sin egen aftale med selskabet, men gik direkte til Rumænien og købte EU-doser af dem – bag om ryggen på hele EU,« siger Bergström til mediet.

Det er ham, som på vegne af hele EU forhandler køb af overskydende vaccine-doser. Hvis et EU-land ikke har brug for alle sine vacciner, går disse i princippet tilbage til en fælles pulje.

Derefter bliver de ekstra eller overskydende doser fordelt på de EU-lande, som måtte være interesseret i at købe dem.

Fordelingsnøglen er lavet efter et simpelt og solidariske princip, så der fordeles efter befolkningsantallet i de lande, der ønsker at købe.

Men altså ikke, når det er Danmark, lyder kritikken fra Sveriges vaccine-koordinator.

»Rent juridisk kan de (de danske myndigheder, red.) gøre, som de vil. Men EU-fællesindkøbet medfører også nogle pligter. At man er loyal mod projektet, og at man er solidarisk,« siger Richard Bergström.