'Advarsel – hvis du ser mit billede på en datingside, er det ikke mig.'

Sådan skriver folketingsmedlem Benny Engelbrecht (S) på Twitter ledsaget af et billede af ham selv i sort T-shirt og læderjakke. Den tidligere transportminister fortsætter:

'Politiet efterforsker i øjeblikket mindst et tilfælde af identitetsmisbrug, jeg har været udsat for, men potentielt kan der være dusinvis af tilfælde. Derfor vil jeg gerne bringe denne advarsel.'

Selv beskriver han de billeder, der er blevet anvendt af ham som 'overraskende kedelige'.

Benny Engelbrecht skriver, at han for nogle uger siden blev kontaktet af en kvinde fra USA – og hele forløbet er beskrevet i Berlingske.

Kvinden troede, at hun havde mødt en mand ved navn Martin Christensen på en datingside. En dansker, der boede i USA. Men så fik hun alligevel en mistanke om svindel:

'Derfor foretog hun en billedsøgning på de billeder, som den pågældende havde sendt hende. Det var ganske snarrådigt, og det ledte hende til, at der ikke var tale om billeder af en Martin Christensen, men af mig. Kvinden skrev derfor til mig for at advare mig,' skriver politikeren på Twitter.

Han skriver, at han har foretaget en politianmeldelse, og at 'dansk politi har taget dette meget alvorligt og indledt en efterforskning'.

Der er bare ét 'men' i politikerens beretning:

'Men jeg ved også, at der dels kan være mange flere tilfælde, som jeg blot ikke har hørt om, og dels, at det kan være endog meget vanskeligt at afsløre bagmændene.'

Det er ifølge Benny Engelbrechts informationer første gang, at svindlere har anvendt en dansk politiker til at forsøge at svindle kvinder.

Berlingske beskriver, at forløbet startede med advarslen fra den amerikanske kvinde i februar.

Hun mødte manden på den amerikanske datingside Match.com og begyndte kontakten med den falske 'Martin Christensen' i december.

Hun fortæller til Berlingske, at han efterlod søde voicemail og gav hende en adresse i Florida, samt sendte ikke mindre end 12 billeder. Allesammen af Benny Engelbrecht.

Herunder et billede, der skulle forestille den falske persons fætter, men som i virkeligheden er af Benny Engelbrecht og en partikollega, der ser fodbold.

Kvinden blev dog mistænksom, da personen på voicemailen ikke altid lød som den samme – og hun blev gjort opmærksom på fænomenet catfishing, hvor en person udgiver sig for at være en anden på internettet.

Hun brugte ifølge Berlingske en side om netop catfishing til at finde frem til manden på billedets sande identitet – og advarede så Benny Engelbrecht.

Han skriver på Twitter, hvorfor han har valgt at stå frem med historien:

'Jeg har valgt at stille mig til rådighed for at minde os alle om, at vi skal passe på os selv på sociale medier, og at man altid skal tænke sig om.'