På femte døgn lægger John Dyrby Paulsen (S) og Stén Knuth (V) arm om, hvem der skal være borgmester i Slagelse.

Dramaet om borgmesterposten i Slagelse er fortsat glohedt efter intense forhandlinger hen over weekenden.

»Det er en meget svær forhandling,« siger den radikale lokalformand Poul Bek-Pedersen.

Tirsdag aften, da stemmerne var talt op, tydede meget på, at det enlige radikale mandat til Poul Bek-Pedersens partifælle Troels Brandt bruges til at vælte Venstres siddende borgmester Stèn Knuth og give kæden til socialdemokraten John Dyrby Paulsen.

Ved to-tiden natten til onsdag troede John Dyrby Paulsen derfor, at den var hjemme. Han havde med R, SF, Enhedslisten og Liberal Alliance i ryggen sikret sig de afgørende 17 mandater. Men så begyndte fundamentet at skride under ham.

Da Troels Brandt den følgende dag ikke dukkede op til et afgørende møde, og da Liberal Alliance på Christiansborg instruerede Villum Christensen om, at han kun kunne pege på John Dyrby Paulsen, hvis denne havde flertal alene, stod det klart, at noget var i gære. De Radikale havde fået kolde fødder, og Liberal Alliances mand i byrådet var blevet sat på plads af partitoppen.

»Jeg tror stadig at jeg kan blive borgmester,« sagde Stén Knuth forhåbningsfuldt til TV2Øst. 24 timer senere ændrede han det til, at hans person ikke skal stå i vejen for en bred aftale.

Og det er problemet i en nøddeskal.

De Radikale vil kun pege på John Dyrby Paulsen, hvis han kan finde ud af at samarbejde med enten Venstre eller DF, og det ser tungt ud. På den anden side kan De Radikale heller ikke sikre Venstres Stén Knuth fire år mere i borgmesterstolen, når Liberal Alliances Villum Christensen nægter at pege på ham. De to fløje har sat hinanden skatmat.

Siden i fredags har Troels Brandt (R) forsøgt at få en aftale i stand med V og DF. I går meddelte Villum Christensen, at han ikke vil møde op til samtaler med Venstre, hvis ikke han på forhånd kender rammerne for mødet. Det tolkes sådan, at han vil have en garanti for, at Stèn Knuth ikke får borgmesterkæden, før han siger ja til et møde.

Villum Christensens rolle kan blive interessant. Han taler fortsat med partierne i rød blok og vil næppe finde sig i at blive fjernstyret fra Christiansborg, hvor regeringen sammen med sit støtteparti DF har et spinkelt flertal på 90 mandater. Hvis Villum Christensen bliver løsgænger på Borgen, er Løkkes flertal væk.

Slagelse er den sidste af landets kommuner, der endnu ikke har fundet sin borgmester. Forhandlingerne kan i princippet løbe helt frem til det konstituerende møde, der skal afholdes i perioden 1. til 15. december.

På Læsø blev Karsten Jensen fra Dansk Folkeparti udpeget onsdag aften. Den siddende borgmester Tobias Birch Johansen har imidlertid sået tvivl om beslutningen, og derfor er intet sikkert, før den nyvalgte kommunalbestyrelse stikker hovederne sammen i dag.

I Dragør fortsætter Venstres Eik Dahl Bidstrup som borgmester. Han har sikret sig opbakning fra S og DF og dermed der De Konservatives forhåbninger gjort til skamme.