Bendt Bendtsen løfter sløret: Er ramt af kræft
»Jeg fik pludselig ondt i alle led og kunne næsten ikke rejse mig op.«

»Jeg fik pludselig ondt i alle led og kunne næsten ikke rejse mig op.«

Den tidligere partiformand for De Konservative, Bendt Bendtsen, afslører nu, at han de seneste år har kæmpet mod blandt andet en kræftsygdom.
I et interview med Fyens Stiftstidende sætter han nogle ord på, hvad han er gået igennem:
»Jeg fik pludselig ondt i alle led og kunne næsten ikke rejse mig op. Det viste sig, at jeg havde muskelgigt. Men de mange prøver viste også, at jeg havde knoglemarvskræft,« fortæller 72-årige Bendt Bendtsen til mediet.
Det var tilbage i 2022, den tidligere konservative folketingspolitiker fik sygdommen konstateret.
Til mediet forklarer Bendt Bendtsen, at kræften nu er i dvale, og at han den dag i dag går til kontrol hvert halve år.
Desuden afslører den tidligere partiformand til Fyens Stiftstidende, at han før sin afgang fra posten i 2008 skjulte, at han har været indlagt omkring 50 gange på grund af hjerteproblemer.
Til sidst opfordrede en overlæge ham til at trække sig – hvilket han endte med at gøre, forklarer han.
Bendt Bendtsen var i 30 år en del af dansk politik.
Efter valget i 2001 dannede Konservative regering med Venstre, og Bendt Bendtsen var i skiftende regeringer økonomi- og erhvervsminister.
I 2008 var det dog slut, og han gik af som formand.
Efter sit farvel til Christiansborg blev han valgt til Europa-Parlamentet i 2009, hvor han sad i ti år, før det var slut med politik.
Siden var han i fem år bestyrelsesformand for Synergi. Den post takkede han farvel til i 2024.