Forældre til børn i vuggestuer og børnehaver kan ende med en slem skuffelse.

Selv om Mette Frederiksen (S) sent tirsdag aften skrev under på SF's ultimative valg-krav om indføre minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver, er det nemlig ikke ensbetydende med, at normeringerne nødvendigvis vil blive væsentlig bedre end i dag.

Og det vækker bekymring hos Forældres Landsforening (FOLA), der i årevis har arbejdet for, at minimumsnormeringer bør betyde, at der maksimalt må være tre børn pr. voksen i vuggestuer og seks børn pr. voksen i børnehaver.

»Som det er formuleret i aftaleteksten, er der ingen garanti for, at det bliver udfaldet. Vi havde meget gerne set, at der var sat tal på,« siger FOLA-formand Signe Nielsen og tilføjer:

»Både SF, Enhedslisten og De Radikale gik til valg på, at der maksimalt må være tre børn pr. voksen i vuggestuerne og maksimalt seks børn i børnehaverne. Det vil vi holde dem og regeringen fast på.«

Så sent som i marts i år fremsatte SF beslutningsforslag i Folketinget om minimumsnormeringer. Enhedslisten, De Radikale og Alternativet stemte for, men blev stemt ned af hele den blå blok og Socialdemokratiet.

Minimumsnormeringer er altså ikke en ide, der er groet i Socialdemokraternes rosenbed.

Mette Frederiksen fastslog, allerede kort efter aftalen var indgået sent tirsdag aften, at den ikke anviser finansieringen til at forbedre normeringerne og en række andre ambitioner i aftaleteksten.

»Finansiering vil følge med reform for reform, beslutning for beslutning og finanslov for finanslov,« sagde Mette Frederiksen.

SF's gruppeformand, Jakob Mark, der sekunderede partiformand Pia Olsen Dyhr under de langstrakte regeringsforhandlinger, erkender da også, at der forestår hårde slag under de kommende finanslovsforhandlinger, selv om der nu er en aftale om 'lovbundne minimumsnormweringer'.

»Den konkrete normering bliver et spørgsmål, der skal forhandles ved den kommende finanslov. Vores opgave bliver så at kæmpe den normering igennem, vi har foreslået: altså en voksen til tre børn i vuggestuer og en voksen til seks børn i børnehaver. Det bliver det store finanslovsslagsmål,« siger Jakob Mark.

Men hvilken tryghed giver det forældrene at få en lov om minimumsnormeringer, når den ikke sætter konkrete tal på normeringerne i daginstitutionerne?

Jakob Mark (SF) har sekunderet Pia Olsen Dyhr under de langstrakte forhandlinger om at danne en ny regering.
Jakob Mark (SF) har sekunderet Pia Olsen Dyhr under de langstrakte forhandlinger om at danne en ny regering. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det giver dem en vished om, at der er et politisk flertal i Danmark, der skriver historie på børneområdet. Ved lov lægger vi en bund under, hvor mange voksne der skal være til børnene,« siger han med henvisning til, at partierne bag aftaleteksten har skrevet under på, at der skal ansættes 'mere pædagogisk personale ud over den forøgelse, der følger af det demografiske træk'.

Der betyder på jævnt dansk, at S, R, SF og EL er enige om, at normeringerne fremover ikke kan blive lavere end i dag. Omvendt siger aftaleteksten ikke noget præcist om, hvor meget bedre normeringer kan eller skal være i fremtiden.

»Vi spiller ind med, at der er brug for 5.000 ekstra voksne i daginstitutioner i 2025. Det vil koste to milliarder kroner mere end i år. Men det bliver som sagt et slagsmål, der skal tages ved finanslovsforhandlingerne,« siger Jakob Mark.

I pædagogernes fagforbund BUPL hæfter formand Elisa Rimpler sig ved, at det er positivt, at der med en lov om minimumsnormeringer vil blive lagt en bund under de nuværende normeringer.

Men hun gør det lige så klart, at det kun er første skridt i en lang kamp for egentlige forbedringer.

»For os betyder minimumsnormeringer, at man fra Christiansborg som minimum giver kommunerne ressourcer, der svarer til én voksen til tre børn i vuggestuer og én voksen til seks børn i børnehaver. Det er det, vi regner med, at man vil arbejde for. Ellers giver det ingen mening,« siger hun og tilføjer:

»Det er ikke nogen garanti. Men vi har en forventning om, at de leverer, så vi kan give børnene et langt bedre børneliv end i dag. En lov om minimumsnormeringer er et første vigtigt skridt. Men vi er godt klar over, at der er mange etaper endnu, før vi er i mål. Det er nu politikernes opgave at finde finansieringen. Det kræver handling og ikke kun velmenende ord.«

I FOLA varsler formand Signe Nielsen allerede nu nye demonstrationer:

»Politikerne kan trygt regne med, at vi står på Slotspladsen med bannere, når der skal forhandles finanslov.«