Sagen om Ahmed Samsam, der blev dømt for at støtte Islamisk Stat, skal undersøges, har udvalg besluttet.

Folketingets Granskningsudvalg har besluttet, at der skal laves en forundersøgelse i sagen om Ahmed Samsam, der blev dømt i Spanien for at støtte Islamisk Stat.

Det står klart efter et møde i udvalget fredag, oplyser den nyvalgte formand, Ole Birk Olesen (LA).

SVM-regeringen er ellers imod at lave forundersøgelsen, men der var tilstrækkeligt med partier og mandater, der ønskede en forundersøgelse, så nu bliver den sat i gang.

Det kræver 60 mandater i Folketinget at sætte gang i det særlige kontrolværktøj, som blev oprettet i kølvandet på Minksagen.

De ni partier i oppositionen har til sammen 85 mandater, og det var allerede inden mødet tydeligt, at der ville være opbakning til forundersøgelsen.

Før folketingsvalget 1. november sidste år var et bredt flertal i Folketinget åben for at få undersøgt Samsam-sagen.

Men regeringspartierne mener ikke længere, at der er anledning til at undersøge, om Ahmed Samsam har arbejdet som dansk agent.

Ahmed Samsam har fastholdt, at han på sine rejser til Syrien arbejdede for de danske efterretningstjenester.

Hverken Politiets Efterretningstjeneste eller Forsvarets Efterretningstjeneste har ønsket at udtale sig i sagen.

/ritzau/