Den konservative politiker Tom Behnke fik i forbindelse med et tv-program syn for narkomaners barske virkelighed.

For Tom Behnke blev den stringente Christiansborg-hverdag for en nat skiftet ud med en uforudsigelig og uvant tilværelse som hjemløs narkoman i TV2-programmet ’Velkommen til virkeligheden’.

I det kommende afsnit bliver den indædte modstander af fixerum, De Konservatives retsordfører Tom Behnke, konfronteret med konsekvenserne af narkomaners liv med og uden et fixerum.
 
Han overværer blandt andet den 38-årige Christina sprøjte sig selv med heroin i et fixerum. Og det fik han det decideret dårligt af. Da Christina fører nålen til armen, kigger Tom Behnke væk og lægger ansigtet i alvorlige folder.

- Jeg får det ubehageligt, ved at sidde i den meget intense situation ved siden af en der stikker sig i armen. Det bliver for intenst. Det bliver for ubehageligt. I forvejen er jeg ikke verdensmester til det med nåle, så det bliver bare for meget, siger Tom Behnke om situationen til BT.

Ser grimt ud

Den tilstedeværende sygeplejerske siger derefter til Tom Behnke, at man må stikke hovedet mellem benene, hvis man bliver dårlig. Da Christina er færdig, haster Tom Behnke ud af fixerummet, mens han bliver spurgt, om han synes, det var slemt.

- Ja, jeg synes det var træls at se på. Jeg tror lige, jeg trækker noget frisk luft. Puha, det ser fandeme grimt ud. Føj for satan, siger han og sætter sig ned på kantstenen.

Han forklarer, at han lige måtte få blod til hovedet igen, mens han får tilbudt en flaske vand. Han tager en slurk og spytter så vandet ud igen.

Senere i programmet skal Tom Behnke lede efter egnede overnatningsmuligheder i København sammen med to hjemløse. Han afviser pure at overnatte de første steder, som de hjemløse finder. Ved et af stederne er stanken af salmiak efter kokain-fix simpelthen for fæl.

- Her vil jeg ikke sove. Så må i finde et bedre sted til mig. Det her er for meget virkelighed til mig, siger han.

Programmet udfordrer som sagt Tom Behnkes opfattelse og holdning til fixerum. Han er klart imod, da han mener, at fixerummene ikke modvirker stofmisbrug. På torsdag den 10. maj kl. 20 kan du se med på TV2 og finde ud af, om Tom Behnke ændrer holdning.