Knap 420 millioner kroner årligt sættes af til psykiatrien, men det er ikke nok ifølge forening for pårørende.

København. Det kan siges meget simpelt. Der følger ifølge Bedre Psykiatri ikke nok penge med i regeringens nye psykiatriplan.

Med pengene, der følger med i planen, er der nærmest tale om en udhuling af psykiatrien ifølge foreningen for pårørende.

- Hvis vi bare skal holde skindet på næsen i forhold til de mange flere, der har fået brug for psykiatri de senere år, så koster det mindst 700 millioner kroner om året, hvor regeringen spiller ud med 500 millioner kroner om året.

- Der er rigtig mange gode intentioner og tanker, men hvis det skal blive til virkelighed, mangler der penge, siger Thorstein Theilgaard, der er formand for Bedre Psykiatri.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), børne- og socialminister Mai Mercado (K) og sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) præsenterer fredag middag regeringens psykiatriudspil "Vi løfter i fællesskab".

Der er en markant stigning i antallet af danskere med mental mistrivsel eller psykiske lidelser. Særligt stigningen blandt børn og unge bekymrer regeringen.

I perioden 2010-2017 er der sket en stigning i antallet af patienter i voksenpsykiatrien på cirka 28 procent og i børne- og ungdomspsykiatrien på cirka 53 procent.

Der er særligt tre ting, som Bedre Psykiatri gerne så regeringen fokusere mere på.

- Det er en massiv indsats i forhold til børn og unge, hvor mange flere har ondt i sjælen. Vi skal se fokuseret på de allermest syge, der sejler rundt i systemet i dag, hvor regeringen er på rette kurs, men ikke i mål. I forhold til pårørende er der plads til forbedring.

- Mange af tankerne og overvejelserne er rigtige. Problemet er blot, at når man ikke vil afsætte flere midler, risikerer det at forblive gode intentioner endnu engang, siger Thorstein Theilgaard.

/ritzau/