Beboere, der har hus i det historiske kvarter Gerthasminde i Odense, har længe protesteret imod et nyt treetagers byggeri, der måske – måske ikke – skal rejses på grunden Falen 20, der ligger klos op ad kvarteret.

Nu har de dog taget deres protest et skridt videre og har rejst en 750 kilo tung statue, der kigger over på den meget omtalte ejendom.

Og statuen er ikke lavet af hvem som helst.

»Vi havde jo set, at Jens Galschiøts statue (af H.C. Andersen, red.) i havnen skulle fjernes, samtidig med at Hong Kong Universitet ville fjerne hans skamstøtte (et andet kunstværk, red.), og det var sådan, ideen opstod« siger René Brandenborg, der er pensionist og bor i Gerthasminde.

René Brandenborg håber, kommunen vil skrotte byggetilladelserne.
René Brandenborg håber, kommunen vil skrotte byggetilladelserne.
Vis mere

»Vi følte, at Jens Galshchiøts statuer kom til at symbolisere svig, og det er jo også det, vi synes, der sker her. At der er sket et svig. Så vi kontaktede ham for at høre, om vi kunne låne statuen fra havnen.«

René Brandenborg fortæller, at beboerne fik at vide, at statuen ikke ville egne sig til at stå på land, men at Galshiøt alligevel var med på ideen.

Han udlånte i stedet den 750 kilo tunge H.C. Andersen, der nu har næsen vendt direkte mod Falen 20. På den måde – mener beboerne i området – kan den være med til at overvåge, hvad der skal ske med ejendommen, hvor ejeren ønsker at bygge nye boligejendomme.

René Brandenborg og en stor gruppe af de andre beboere i Gerthasminde mener, at de nye boliger vil være stærkt beskæmmende for kvarteret.

Jens Galshiøet er kunstneren bag den store protest-statue.
Jens Galshiøet er kunstneren bag den store protest-statue. Foto: Henrik Ketelsen
Vis mere

»Det er alt for højt til området, og så vil det derudover også skærme os inde. Man vil slet ikke kunne se Gerthasminde fra Falen, hvis det bliver bygget,« siger Brandenborg.

Falen 20 var tidligere en del af lokalplanen for det beskyttede kvarter, men blev ved en revidering klippet ud. Det gør det muligt for en bebyggelse at komme på tale.

Tidligere var det meningen at lave et grønt område, hvis de garager, der ligger på grunden nu, skulle rives ned.

»Man vil gerne have en grøn storby, men en grund, der i en tidligere lokalplan var bestemt til at laves til et grønt areal, bygger man nu bare etageejendomme på i stedet. Det giver simpelthen ingen mening,« siger René Brandenborg.

Foruden rejsningen af den store H.C. Andersen-statue fredag, så inviterede beboerne fra Gerthasminde også alle byens børn på en arkitektur-skattejagt i weekenden. På den måde vil man sikre, at den næste generation er med til at bevare de historiske bygninger, Odense har.

Ved arrangementet talte både kunstner Jens Galschiøt og René Brandenborg, og begge lagde vægt på, at man skulle tænke sig om to gange, inden man rejser nye bygninger.

Med statue-happeningen håber beboerne nu på, at de kan nå at råbe lokalpolitikerne op, inden det er for sent. Man mener, at tidspunktet inden kommunalvalget kan være afgørende.

B.T. har forsøgt at få et opdateret svar om sagen angående Falen 20 fra rådmand i By- og Kulturudvalget Christoffer Lilleholt, men det er ikke lykkedes inden deadline.