Statsministerens forhold til departementschefer er langtfra nogen dans på roser, hvis man ser på Mette Frederiksens ministertid.

Torsdag kom nyheden om, at hendes departementchef, Christian Kettel Thomsen, vil til Luxembourg som vicepræsident i Den Europæiske Investeringsbank. Han bliver dermed den tredje departementschef, som bliver fyret eller forlader Mette Frederiksen.

Da Mette Frederiksen i 2011 tiltrådte som beskæftigelsesminister, blev forholdet til den mangeårige departementschef Bo Smith hurtigt anspændt.

Det endte med, at Bo Smith valgte at sige op efter halvandet år under Mette Frederiksen.

Endnu værre gik det, da Mette Frederiksen i 2014 blev hentet over til Justitsministeriet. Tre uger efter Mette Frederiksen trådte ind ad døren, blev departementschefen Anne Kristine Axelsson fyret og sendt videre til det noget mindre kirkeministerium.

Ifølge politisk kommentator Jarl Cordua siger forbruget af departementchefer noget om Mette Frederiksens ledelsesstil.

»Mette Frederiksen er meget selvbevidst og stiller mange krav til embedsværket. Som leder sætter hun en klar linje og lader ikke embedsværket komme i vejen for den,« siger han.

Jarl Cordua påpeger dog, at det er forskellige forløb, som har ledt op til skilsmisserne med Mette Frederiksen.

Da Mette Frederiksen trådte ind i Statsministeriet, udnævnte hun sin spindoktor Martin Rossen som stabschef for et nyt politisk sekretariat i Statsministeriet

Det skabte efterfølgende stor virak, fordi Mette Frederiksen brød med traditionen for, at embedsmænd er uvildige og ikke partipolitiske.

»At de politiske rådgivere overtager magt fra embedsværket er en trend, som vi har set i mange år. Ansættelsen af Rossen som stabschef cementerer bare den tendens,« siger Jarl Cordua.

»Men jeg tror ikke nødvendigvis, at det er forklaringen på, at Christian Kettel forlader Statsministeriet,« siger han.

Christian Kettel Thomsen har siddet som departementschef i Statsministeriet i 10 år.

Han bliver afløst af Barbara Bertelsen, som kender Mette Frederiksen særdeles godt.

Mette Frederiksen ansatte nemlig Barbara Bertelsen som departementschef i Justitsministeriet, da hun var justitsminister i 2014.

Barbara Bertelsen begynder i Statsministeriet den 13. januar.