Politikeren og familiemanden Arne Melchior levede et aktivt liv helt frem til sin pludselige død lørdag aften.

Den tidligere politiker Arne Melchior var helt til det sidste et aktivt menneske, der inspirerede sine omgivelser og tog sig kærligt af sin store familie.

»I tiden frem til at jeg skal stille træskoene, agter jeg at leve hver eneste dag af mit liv, som om jeg aldrig skulle bestille andet.«

Sådan skrev Arne Melchior i sin erindringsbog ’Gave og opgave’ fra 2002. Og sådan blev det. Arne Melchior levede et aktivt liv helt frem til sin død. Det fortæller hans lillebror overrabbiner Bent Melchior til BT:

»Han var noget svækket af alder til sidst, han var jo ved at være 92, men han kom ud og deltog i begivenheder,« siger Bent Melchior, der er fem år yngre end nu afdøde 91-årige Arne Melchior.

Arne Melchior var en markant skikkelse i dansk politik op gennem 1970’erne, 80’erne og 90’erne. Han var bl.a. medstifter af Centrum-Demokraterne og sad med i adskillige regeringer, blandt andet som transportminister. Karrieren som folketingspolitiker sluttede i 2001, men herefter fortsatte Arne Melchior et aktivt liv i offentligheden. Trods sin høje alder, nåede Arne Melchior aldrig at blive en, der sad og sygnede hen.

Da Arne Melchiors kone Nina fyldte 75 år 13. september i år, holdt Arne Melchior en stor tale til sin hustru. Og så sent som i onsdags besøgte han Bent Melchiors kone, der bor på plejehjem.

I det hele taget havde han stor respekt for sin kone, fortæller tidligere kollega fra Folketinget Svend Heiselberg, der sad i Folketinget for Venstre:

»Jeg har haft flere sammenstød med ham. Han kunne godt være lidt af en hidsigprop. Men han var en kærlig person, der omfavnede alle. Han ringede altid hjem til sin hustru og fortalte, hvornår han kom hjem. Det lærte jeg aldrig selv,« siger Svend Heiselberg.

Døde af hjertetilfælde

Lørdag aften fik Arne Melchior smerter i brystet, mens han befandt sig hjemme i sin lejlighed på Vesterbro i København. Hans kone ringede til deres barnebarn, der er læge. Da barnebarnet kom, ringede hun omgående efter en ambulance, men Arne Melchior nåede aldrig frem til hospitalet.

»Han døde i ambulancen,« fortæller Bent Melchior.

Dødsårsagen var ifølge broderen en sprængning af hovedpulsåren i hjertet.

Bent Melchior husker sin bror som et stort menneske:

»Han tog sig af alle, lige fra enken, over den faderløse, til den fremmede. Han inviterede folk hjem og var meget rundhåndet og god til at hjælpe mennesker,« siger Bent Melchior.

Gæstfrit familiemenneske

Arne Melchiors familie var meget spredt. Tre af hans i alt fem søskende flyttede til Israel. De to bor der stadig, mens en tredje er afgået ved døden.

Arne Melchior nåede at få fire børn og adskillige børnebørn. Den ene søn bor i Norge, en anden bor i Israel, mens den tredje er bosat i københavnsområdet. Hans datter døde af kræft i 1980’erne.

Artiklen fortsætter under billedet

Arne Melchior kørte altid i et højt gear. Hans ambition var at skubbe samfundet i en god retning, siger tidligere folketingskollega. Han blev 91 år. Arkivfoto: Reimar Juul
Arne Melchior kørte altid i et højt gear. Hans ambition var at skubbe samfundet i en god retning, siger tidligere folketingskollega. Han blev 91 år. Arkivfoto: Reimar Juul
Vis mere

Hans barnebarn Kenneth Melchior husker sin farfar som yderst gæstfri. Han gik meget op i familielivet.

»Han var et stort familiemenneske. Der har ikke været en uge uden en lørdag med sabbat-frokost (jødisk tradition, red.), så vi var meget samlet. Han har altid levet ud fra devisen ‘man skal invitere folk indenfor’. Ham og Nina har virkelig været gode til at samle familien til frokoster og middage. Han var udadvendt, og jeg har altid kunnet tage venner med hjem til dem,« fortæller Kenneth Melchior:

»Han var aktiv til det sidste, så når han ikke kunne være det mere, så havde han det fint med at skulle herfra.«

Arne Melchior bliver begravet i dag klokken 14:00. Begravelsen finder sted på Mosaisk Vestre Begravelsesplads.

Engageret til det sidste

Arne Melchior var en topfigur i dansk politik gennem tre årtier, indtil hans karierre i Folketinget fik en brat afslutning.

Den nu afdøde politiker brændte for at ændre stort og småt i det danske samfund, og særligt på det trafikpolitiske område havde han stor gennemslagskraft. Arne Melchior fik sin største politiske sejr, da han i 1982 som trafikminister i Poul Schlüters regering kunne samle 90 mandater til aftalen om at etablere Storebæltsbroen, der stod færdig i 1998.

Men også de små forskelle i hverdagen lå ham på sinde. Han fik indført skrivetelefonen, som døve kunne bruge til at kommunikere med. Han fik indført elevatorer og ramper, så handicappede kunne komme ind på posthuset. Og han sørgede for, at det blev tilladt at medbringe cykler og barnevogne i S-togene.

»Sådan er der stort og småt i dagliglivet, som man bliver opmærksom på og enten tænker ’nåja, det er der ikke noget at gøre ved’ eller bidrager til at ændre,« sagde Melchior til Kristeligt Dagblad i 2013.

Flygtede til Sverige


Arne Melchior blev født 22. oktober 1924 på Frederiksberg af jødiske forældre. Hans far var overrabbiner Marcus Melchior. Under krigen måtte familien flygte til Sverige for ikke at blive forfulgt af nazisterne. Som ung blev Arne Melchior udlært i herretøjskæden Jardex, og han fik sidenhen job i A-pressen. Sammen med Erhard Jakobsen stiftede han partiet Centrum Demokraterne, der stormede ind i Folketinget ved jordskredsvalget i 1973. Arne Melchior var en af partiets største profiler gennem tiden.



»Han var en farvestrålende politiker. Han havde en stor personlighed og meget stærke holdninger, der gjorde, at han kunne dele vandene, også i partiet,« siger den tidligere partikollega Mimi Jakobsen til Ritzau.


En del af trafikmafiaen


CD indgik i forskellige regeringer gennem 1980’erne og 90’erne. Arne Melchior bestred en række udvalgsposter og var i en periode transportminister. Han måtte dog forlade ministerposten, efter Rigsrevisionen havde kritiseret, at han havde rod i bilagene fra sin 60 års fødselsdag.

Arne Melchior var en del af en gruppe magtfulde danske trafikpolitikere, der foruden Arne Melchior talte Venstres tidligere trafikordfører Svend Heiselberg, den konservative Kaj Ikast og Jens Risgaard Knudsen fra Socialdemokratiet. Gruppen fik tilnavnet ’Trafikmafiaen’, efter at venstresocialisten Keld Albrechtsen havde brugt ordet mafia, fordi han mente, at pengene kunne bruges bedre end på motorvejsprojekter.



»Vi betragtede det dog som en hædersbetegnelse,« siger Svend Heiselberg til BT.

Han husker Arne Melchior som ’temperamentsfuld’, men dygtig til sit arbejde.

»Selvom vi havde nogle sammenstød, havde vi et fortrinligt arbejde. Vi fik generelt lavet mange gode aftaler med udbygning af vores vejnet og jernbaner. Det var et vigtigt område, syntes Arne Melchior. Infrastruktur var en forudsætning for, at der kunne ske erhvervsudvikling i Danmark, og det var et synspunkt, vi delte.« siger Svend Heiselberg.

Bedt om at gå


Arne Melchiors godt 28 år i Folketinget fik en kedelig afslutning i 2001. Et af de store debatemner på det tidspunkt var, at den daværende israelske ambassadør Carmi Gillon havde udtalt sig om behovet for brug af tortur i form af såkaldt ’moderat fysisk pres’ i Israel.
Melchior havde udtalt moderat verbal støtte til dette synspunkt, og efter sine udtalelser blev han bedt om at forlade partiet. Han fortsatte som løsgænger frem til valget samme år, hvor han besluttede sig for ikke at stille op.

Arne Melchior fortsatte efter sin pension et aktivt liv i offentligheden. I 2009 støttede han en gruppe irakiske flygtninge, der havde forskanset sig i Brorsons Kirke.

Da kirken blev ryddet under stor ballade, kaldte han det Danmarks ’bad hour’. I februar 2015 deltog han i mindeceremonien for Dan Uzan, der blev dræbt foran den jødiske synagoge ved terrorangrebet i København. Der udgik der en lind strøm af læserbreve og debatindlæg fra hans hånd, og han var stærkt engageret i velgørenhed. Han og hustruen støttede bl.a. 40 velgørende foreninger og organisationer. Tidligere var antallet oppe på omkring 90.

Arne Melchiors politiske liv i billeder


1986

Sammen med dronning Margrethe indvier daværende trafikminister Arne Melchior (th) Høje Tåstrup Station. Foto: Scanpix
Sammen med dronning Margrethe indvier daværende trafikminister Arne Melchior (th) Høje Tåstrup Station. Foto: Scanpix
Vis mere

1996

Arne Melchior var jøde og dyrkede også i høj grad religionens traditioner. Her ses han til en demonstration for fred i Israel. Foto: LISELOTTE SABROE
Arne Melchior var jøde og dyrkede også i høj grad religionens traditioner. Her ses han til en demonstration for fred i Israel. Foto: LISELOTTE SABROE
Vis mere

 

1998

Temperamentsfuld var Arne Melchior også. Her ses han i en diskussion ved en motorvejsåbning, angiveligt fordi han var fortørnet over ikke at have adgang til VIP-teltet. Foto: CLAUS FISKER
Temperamentsfuld var Arne Melchior også. Her ses han i en diskussion ved en motorvejsåbning, angiveligt fordi han var fortørnet over ikke at have adgang til VIP-teltet. Foto: CLAUS FISKER
Vis mere

1999

Partilfællen Mimi Jakobsen råber hurra for Arne Melchior ved hans 75 års fødselsdag. Foto: LISELOTTE SABROE
Partilfællen Mimi Jakobsen råber hurra for Arne Melchior ved hans 75 års fødselsdag. Foto: LISELOTTE SABROE
Vis mere

2001

Arne Melchior har 25 års jubilæum i Folketinget og har i den anledning fået selskab af Poul Nyrup Rasmussen. FOTO: NILS MEILVANG
Arne Melchior har 25 års jubilæum i Folketinget og har i den anledning fået selskab af Poul Nyrup Rasmussen. FOTO: NILS MEILVANG
Vis mere

2001

Arne Melchior konfererer med kollegaer i Folketinget, efter han har annonceret, at han forlader CD og i stedet fortsætter som løsgænger. Det sker efter, at han offentligt forsvarer Israels brug af tortur. Foto: Mogens Ladegaard
Arne Melchior konfererer med kollegaer i Folketinget, efter han har annonceret, at han forlader CD og i stedet fortsætter som løsgænger. Det sker efter, at han offentligt forsvarer Israels brug af tortur. Foto: Mogens Ladegaard
Vis mere

2007

Arne Melchior gratulerer Anker Jørgensen på sidstnævntes 85 års fødselsdag. Foto: Linda Kastrup
Arne Melchior gratulerer Anker Jørgensen på sidstnævntes 85 års fødselsdag. Foto: Linda Kastrup
Vis mere