Erhvervsminister Simon Kollerup er ikke kendt for at være bankernes ven. Men meget tyder på, at ministeren alligevel er på ganske god fod med sin egen bankrådgiver.

Han har nemlig haft foden solidt plantet på gældsspeederen for at finansiere købet af en luksusvilla i Hareskovby til 11,4 millioner kroner.

Boligpriserne er de seneste år steget med rekordfart, og mange danskere har svært ved at låne penge til at købe bolig i særligt de større byer.

Men det gælder ikke for erhvervsministeren.

Simon Kollerups villa i Hareskovby har fem værelser og tre badeværelser og er på i alt 227 kvadratmeter.
Simon Kollerups villa i Hareskovby har fem værelser og tre badeværelser og er på i alt 227 kvadratmeter.
Vis mere


Simon Kollerup og konen har fået lov at låne ikke mindre end 10,2 millioner kroner til patriciervillaen i Hareskovby, hvor Mette Frederiksen også bor.

Kollerups villa er dog i en lidt anden klasse end partiformandens halve dobbelthus. Erhvervsministerens villa på en eksklusiv adresse i byen er nemlig på hele 227 kvadratmeter og har fem værelser og i alt tre badeværelser.

»Det virker godt nok til at være til den høje side gældsmæssigt. Det er bestemt ikke uden risiko, at man låner så mange af pengene til et hus i den her høje prisklasse og ikke selv har flere penge med,« siger Morten Bruun Pedersen, der er cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk.

Morten Bruun Pedersen understreger, at han ikke udtaler sig om det konkrete boligkøb, men at man generelt som boligkøber bør være påpasselig med at låne en for stor en del af pengene til at købe en bolig.

»Man skal passe på med, hvor meget risiko man påtager sig. Det gælder både for banken og for forbrugeren. Hvis man har meget gæld, er man jo afhængig af at fortsætte med at have en høj indtægt, og det er der jo aldrig nogen garantier for, at man kan,« siger Morten Bruun Pedersen.

Erhvervsministerens boligkøb springer i øjnene, fordi Finanstilsynet de seneste år har indført en række regler for, hvor høj en gæld boligkøbere må have.

Normalt må ens gæld ikke overstige familiens årsindkomst ganget med fire.

Simon Kollerup er som minister ansvarlig for Finanstilsynet, der står for at holde øje med, om bankerne og finansielle virksomheder overholder reglerne.
Simon Kollerup er som minister ansvarlig for Finanstilsynet, der står for at holde øje med, om bankerne og finansielle virksomheder overholder reglerne.
Vis mere

Derfor virker det ifølge flere eksperter på kant med reglerne, når Simon Kollerup har lånt hele 10,2 millioner kroner for at kunne købe villaen til 11,4 millioner i 2020.

Regler, som han vel at mærke selv har det øverste ansvar for som erhvervsminister.

Simon Kollerup havde i 2020 lidt over 1,1 million kroner i årsløn. Kollerups kone, der hæfter for halvdelen af gælden i huset, er journalist og arbejder som kommunikationschef i en entreprenørvirksomhed.

»I det her tilfælde vil det umiddelbart kræve en samlet husstandsindkomst på mindst 2,28 millioner kroner om året at købe huset med de lån, der er optaget,« forklarer Mikael Mogensen, der er bolig- og realkreditekspert i Mybanker.

Det vil sige, at konen umiddelbart skal tjene et stykke over en million kroner om året.

Ifølge Dansk Journalistforbund ligger gennemsnitslønnen for en stilling som kommunikationschef om denne på omkring 50.000 kroner om måneden, altså 600.000 kroner om året.

Hvis 'normale' danskere skal sprænge gældsreglerne, kræver det, at man enten kan lægge en meget stor udbetaling, eller at man ejer mange aktier eller har en stor pensionsopsparing.

Men heller ikke den smutvej lader til at være Kollerups vej til kæmpelånet.

Erhvervsminister Simon Kollerup har lånt 10,2 millioner kroner til købet af en villa i Nordsjælland.
Erhvervsminister Simon Kollerup har lånt 10,2 millioner kroner til købet af en villa i Nordsjælland. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Ifølge eksperterne er det nemlig usædvanligt, at Kollerup har lagt en relativt lille udbetaling og ud over realkreditlånet har optaget et lån på 700.000 kroner i forbindelse med købet.

»Det er ikke almindeligt, at der toppes op med et ejerpantebrev, der normalt har en højere rente end realkreditlånet,« siger Lise Nytoft Bergmann, der er chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit.

»Medmindre der er tale om en førstegangskøber, vil man nok normalt have flere penge med sig,« siger hun og forklarer, at der dog kan være særlige forhold, der gør, at man som boligkøber vælger at finansiere sit hus med et stort realkreditlån.

Ingen af eksperterne kan entydigt konkludere, at Simon Kollerup bryder de gældsregler for boligkøb, som han selv er minister for.

Men samstemmigt siger de, at Kollerups kæmpelån er meget usædvanligt at få igennem hos bankrådgiveren.

Sikkert er det, at der skal hives nogle penge hjem hver måned for at finansiere afbetalingerne på lånet til villaen. Alene i låneudgifter koster det ifølge Nordeas boliglånsberegner Simon Kollerup omkring 44.800 kroner om måneden bare at betale for sit realkreditlån.

Derudover kommer udgifter til det andet lån på 700.000 kroner, ejerudgifter på 7.462 kroner om måneden og løbende udgifter.

Simon Kollerup har tidligere ejet en lejlighed på Christianshavn i København. I 2015 kom det frem, at Kollerup i flere år havde modtaget et skattefrit tilskud på 30.000 kroner om året og havde fået stillet en gratis folketingslejlighed til rådighed, selvom han boede i ejerlejligheden på Christianshavn.

B.T. har siden 10. november været i kontakt med Erhvervsministeriet for at få afklaret, om ministerens boligkøb holder sig inden for Finanstilsynets regler.

Simon Kollerups særlige rådgiver oplyser, at ministeren ikke ønsker at kommentere sagen.