Bandekrigen er blusset op igen på Nørrebro og i Nordvest-kvarteret i København.

Beboerne er utrygge, og børnefamilier overvejer at flytte ud af området.

Og Dansk Folkeparti har mistet tålmodigheden med justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

»Der sker simpelthen ikke nok. Der er gået metaltræthed i Papes jernnæve,« siger DFs retsordfører Peter Kofod Poulsen.

Peter Kofod Poulsen (DF) har mistet tålmodigheden med justitisminiter Søren Pape Poulsen (K).
Peter Kofod Poulsen (DF) har mistet tålmodigheden med justitisminiter Søren Pape Poulsen (K). Foto: Jens Astrup
Vis mere

Det er opsigtsvækkende, at han kritiserer justitsministeren på den måde, for han og Trine Bramsen (S) har i længere tid haft et fornuftigt samarbejde med justitsministeren. Men nu vil han ikke tie længere.

Retsordførerne var til orientering hos Søren Pape onsdag, og efter mødet sagde Pape at der var enighed om kursen med DF og S. Men sådan opfatter Peter Kofod Poulsen det ikke.

»Det er fint nok, at vi har et møde og får en status, så retsordførerne ved, hvad der foregår. Men jeg havde oprigtigt håbet, at regeringen havde nogle nye ting med i posen, og kom med nogle nye forslag. Det har jeg desværre ikke observeret, og jeg forstår det ikke. Vi havde flere forslag med: F.eks. mere lokalt politi, mere kameraovervågning i det offentlige rum og automatisk nummerpladegenkendelse. Desuden vil vi gerne se på udvisningsregler, og at vi går i gang med at sende udenlandske fanger til afsoning i udlandet,« siger Peter Kofod Poulsen.

Hvordan vil I få fanger til at afsone i udlandet?

»Vi skal købe os ind i udenlandske fængsler. Retsudvalget har f.eks. været på besøg i fængsler i Rumænien og Litauen, og jeg synes, de var udmærkede. Det er mere skrabet end i Danmark, og der er meredisciplin, men det har jeg det fint med. For folk ,der kommer til Danmark og begår kriminalitet, skal ikke sidde i noget, der for dem svarer til et hotel.«

Justitsminister Søren Pape Poulsen bliver kritiseret af Peter Kofod Poulsen (DF).
Justitsminister Søren Pape Poulsen bliver kritiseret af Peter Kofod Poulsen (DF). Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Pape siger, at man ikke kan beskytte sig mod gale mennesker, der får fat i våben?

»Det er ikke nogen god undskyldning. Banderne kører hård business, og vi må insistere på, at de opløses. Det er totalt udansk, det der foregår. Området skal pakkes ind i overvågning, og vi skal have lokale politifolk, der er rodfæstede i området. Den nærhed får man ikke ved at rykke ud med en mobil politistation.«

Tilfældige danskere er igen blevet ofre for skyderier i gaderne mellem rivaliserende bander, der blandt andet kæmper om den lukrative hashhandel i København. Bandekrigen handler om gammelt uvenskab i bandemiljøet på Ydre Nørrebro. En del af miljøet er flyttet til Hundige, hvorfra de sammen med lokale bandemedlemmer fører krig mod deres tidligere kammerater.11 personer er blevet anholdt.

Banden Loyal to Familia er for nylig blevet forbudt
Banden Loyal to Familia er for nylig blevet forbudt Foto: Scanpix Danmark STF
Vis mere

»Det er et gennemgående træk ved justitsministeren og hans ministerium at alting skal tage ufatteligt lang tid. Tag for eksempel forbuddet mod Loyal to Familia. Først skal vi i DF kræve det, og så skal det debatteres i lang tid, før justitsministeren kommer ud af busken og siger, at nu skal vi gøre noget ved det,« siger Peter Kofod Poulsen og tilføjer:

»Engang imellem er det som om, regeringen skal hives over målstregen, Tibet kommissionen tog også utroligt lang tid.  Eller tag de fængsler, vi skal have i udlandet på et tidspunkt. Hvorfor er vi ikke kommet videre med det? Vi er præcis samme sted som for et år siden. Vores fængselsbetjente er for gode til at de skal gå op og ned af fanger, der ikke er danske statsborgere, og som alligevel skal smides ud senere.«