Beskyldninger om kokainmisbrug rokker ikke ved dansernes tillid til balletmester Nikolaj Hübbe.

Danserne på Den Kongelige Ballet har fortsat tillid til balletmester Nikolaj Hübbe trods beskyldningerne om kokainmisbrug og et dårligt arbejdsmiljø.

I en pressemeddelelse skriver Foreningen Den Kongelige Ballet (dansernes faglig organisation), at "danserne på Det Kongelige Teater under Nikolaj Hübbe har nået et kunstnerisk niveau, som ikke er set i mange år".

- Når man som kongelig balletdanser bliver løftet op på til en kunstnerisk "kongelig" piedestal, kan det undertiden være svært at leve op til den samme grad af ufejlbarlighed og perfektion i andre sammenhænge. Hverken balletten som gruppe eller Nikolaj Hübbe som individ og leder er ufejlbarlige, hedder det.

Pressemeddelelsen kommer, efter at en omstridt intern rapport har beskrevet et billede af et hårdt arbejdsmiljø, hvor kokainmisbrug er udbredt og eskalerende.

Ifølge danserne har både de - og balletmesteren - dog investeret tid og kræfter i at forbedre arbejdsmiljøet og forholdet mellem ledelsen og danserne.

- Vi ved, at vi som institution ikke er fritaget for de problemer, som man kender i det omkringliggende samfund.

- Men vi kan dog ikke se, at vores problemer skulle være større end andres, og vi er derfor ikke enige i alle rapportens oplysninger og konklusioner ud fra den viden, vi har, skriver danserne og fortsætter:

- Denne sag har ikke ændret vores opbakning til Nikolaj. Han nyder stadig vores tillid, og vi vil arbejde støt videre med de igangværende processer.

Senest har professor i økonomi og ledelse fra Aalborg Universitet, Anders Drejer, opfordret Nikolaj Hübbe og Det Kongelige Teater til at fremvise urinprøver, der viser, at balletmesteren ikke tager kokain.

Ellers er det umuligt for teatret at mane beskyldningerne om kokainmisbrug i jorden, mener Anders Drejer.

/ritzau/