Balladen i Venstre vil blive ved: Dybt utilfredse Hans vil kæmpe videre
Internt i Venstre vil der fortsat blive kæmpet for, at partiets ledelse skifter kurs.

Internt i Venstre vil der fortsat blive kæmpet for, at partiets ledelse skifter kurs.

Venstres formand, Troels Lund Poulsen, skal på ingen måder regne med, at den interne ballade er slut efter Venstres landsmøde, der sluttede søndag eftermiddag.
Landmanden Hans Otto Sørensen har været en af de største kritikere af Venstres nye grønne linje.

Og det har på ingen måder ændret sig efter Venstres landsmøde.
»Jeg er imod den grønne trepart, Venstre er del af, og jeg vil have, at Venstres politik bliver drejet i en anden retning,« siger Hans Otto Sørensen, der er suppleant til Tønder Byråd, og indtil sidste år Venstres vælgerforeningsformand i Skærbæk i Sønderjylland.
Og du har slet ikke hørt nogen argumenter under landsmødet, der får dig til at ændre holdning?
»Nej, jeg har ikke hørt nogen argumenter, der har fået mig til at ændre mit syn på tingene,« siger han.
Fortsætter du så i Venstre?
»Ja, for det er kun, når modsætninger mødes, at der kommer forskellige vinkler på det problem, og der kan ske en udvikling,« siger han og tilføjer:
»Hvis alle mener det samme og bare bevidstløs bakker op om formandens holdning, så bliver tingene jo ikke set fra forskellige sider.«
'Voldsomme konsekvenser'
Selvom Hans Otto Sørensen ikke vil forlade Venstre, så har han på en anden måde mærket konsekvensen af den politik, partiet er med til at føre.
Efter 50 år som rådgiver i landbruget stoppede Hans Otto Sørensen 1. november - altså for to uger siden - med at udarbejde mark-, gødnings- og sprøjteplaner.
Han peger på, at det skyldes de nye og komplicerede regler, der følger med den grønne trepartsaftale og den nye kvælstoflov, Venstre har stemt for.
»Jeg håber, at den lovgivning, vi i fremtiden laver, den sker med respekt for fagligheden. Jeg vil arbejde for, at kursen ændrer sig i Venstre,« siger han.
Men vil du så forlade Venstre, hvis kursen ikke ændres?
»Det vil have meget voldsomme konsekvenser, og jeg fortsætter med at være i Venstre og arbejde for, at kursen bliver en anden,« siger han.
'Skammelig'
Og det er ikke kun fra Hans Otto Sørensen, der vil være intern kritik af linjen i Venstre.
Søndag middag kom det frem, at landmanden Asger Krogsgaard er stemt ind i Venstres magtfulde hovedbestyrelse.
Han har kaldt den meget udskældte kvælstoflov, som Venstre har stemt for, både »skammelig« og »giver voldsom frustration«.