Balladen hos Liberal Alliance vil tilsyneladende ingen ende tage. Mandag meldte partiets regionsrådsmedlem Marianne Mørk Mathiesen sig ud af partiet, og nu følger en tidligere og nuværende formand trop.

I en pressemeddelelse på Facebook oplyser den tidligere formand Liberal Alliance i Esbjerg, Carsten Grumsen, samt partiets nuværende formand i byen, Rene Christensen-Dokbua, at de trækker sig fra partiet som følge af den 'uændrede politiske situation'.

'Liberal Alliance, Esbjerg Kommunes bestyrelse vedtog på det ordinære bestyrelsesmøde 9. Januar 2018 at opfordre partiet til at trække sig fra regeringen “grundet den seneste udvikling” gennem et opslag i Liberal Alliance Facebook gruppen “Liberal Alliance”,' lyder det indledningsvist i Facebook-opslaget.

Som bekendt valgte Liberal Alliance ikke at trække sig fra regeringen, og det ser således ud til at få konsekvenser for Samuelsen og Co.

'Som følge af den uændrede politiske situation, og ikke mindst usande kommentarer fremsat om Marianne, efter hendes udmeldelse, af bla.a. Leif Mikkelsen og JB Olsen har vi nu også valgt at trække os fra LA EK bestyrelsen, og melde os ud af Liberal Alliance.'

Med usande kommentarer henviser de to nu tidligere medlemmer ifølge JydskeVestkysten til en kommentar, som partiets folketingsmedlem Joachim B. Olsen skrev til Marianne Mørk Mathiesens Facebook-opslag tidligere på ugen, hvor hun meddelte, at hun trak sig fra partiet.

Her antydede Joachim B. Olsen, at Marianne Mørk Mathiesen udelukkende var blevet i partiet for at sikre sig stemmer nok til et genvalg, selv om hun ifølge ham kunne have forladt partiet før valget tilbage i november 2017.

'Da du genopstillede til regionsrådet i november, var LA også i regering. Men det er vel svært at blive genvalgt som løsgænger,' lød det i den forbindelse.

Selv har Marianne Mørk Mathiesen forklaret, at hun i hendes optik blev genvalgt på trods af sit medlemskab i partiet, og at hendes personlige stemmer til valget blev afgivet på grund af hendes person og således ikke på grund af partiet.

Joachim B. Olsen har ligeledes valgt at kommentere Rene Christensen-Dokbua og Carsten Grumsens beslutning og at trække sig. I en kommentar til Facebook-opslaget skriver han:

'Tusind tak,' og tilføjer i en efterfølgende kommentar, at han ikke har noget til overs for den 'offentlige kritik'.

'Morten Juul Nu skal jeg fortælle dig, hvad jeg finder upassende: Offentlig kritik af sit eget parti i et stormvejr. Altså illoyalitet. Det har jeg intet til overs for. Beklager, men det har jeg ikke.'

Men Joachim B. Olsen er langt fra den eneste, der tilsyneladende er glad for for beslutningen. Taksigelsen deles af partiets lokalformand i Vejen, Martin Boye, der skriver:

'Det var på tide. Tak.'

BT forsøger at få en uddybende kommentar fra Rene Christensen-Dokbua og Carsten Grumsen.

Læs opslaget herunder: