De har fået nok.
Nok af Pelle Dragsted og folkene omkring ham.
Enhedslisten i Tønder nedlægger nu sig selv.
Det skriver lokalafdelingen i en pressemeddelelse.
'Enhedslistens inderkreds omkring Pelle Dragsted har systematisk undermineret medlemsindflydelsen og trinvist gennem de seneste 10-12 år forvandlet Enhedslisten fra en græsrodsbaseret og mangfoldig venstrefløj inspireret af marxisme til et topstyret parti, der primært fokuserer på vælgertilslutning og god medieomtale i stedet for at inspirere til et opgør med den kapitalisme, som ødelægger klima og miljø og styrke den folkelige modstand og det folkelige, socialistiske oprør mod de herskende tilstande, skriver lokalafdelingen blandt andet.
Og nu har man så taget konsekvensen i Tønder.
'Vi har drøftet situationen på ekstraordinære møder og en ekstraordinær generalforsamling de seneste uger, og det står nu fast, at vi ikke længere vil være med i Enhedslisten, og at vi på denne baggrund nedlægger Enhedslisten Tønder, idet det er hele bestyrelsen og samtlige aktivt deltagende kammerater her, der nu har fået mere end nok af den sørgelige højredrejning og afmontering af alt det, Enhedslisten en gang stod for, ikke kun i ord, men ligeledes i praksis.'
'Med denne erklæring skal vi meddele, at Enhedslisten Tønder er opløst. Vi vil som aktive socialister og lokalt forankrede medborgere engagere os i andre politiske sammenhænge.'
Over for B.T. bekræfter Baltser Andersen – nu tidligere kontaktperson for Enhedslisten i Tønder, at afdeling er nedlagt.
»Vi vil ikke længere stå model til situationen. Vi traf den endelige beslutning søndag, og jeg er nu heller ikke længere kandidat til kommunalvalget,« siger han.