René Gade opfordrer sine kolleger til ikke at møde op til Alternativets valgfest i København tirsdag aften.

'Jeg kan kun anbefale mine kolleger IKKE at møde op.'

Sådan skriver Alternativets gruppeformand, René Gade, på Twitter om den valgfest, partiet holder tirsdag aften i København i forbindelse med kommunal- og regionsrådsvalget.

'Den besked giver jeg både som gruppeformand og sekretariatschef,' fortsætter han.

Det er ellers planlagt, at Alternativets politiske leder og stifter, Uffe Elbæk, skal holde en tale til valgfesten.

René Gade kritiserer, at valgfesten skal holdes på LGBTQIA-baren Monastic. Det er en bar for homoseksuelle og andre seksuelle minoriteter og angiveligt skulle have darkroom og fuckswing.

'Dette har INTET med vores ledelse på Christiansborg at gøre. Vi kan kun sikre og sætte rammerne for en professionel kultur, der hvor vi/jeg har mandatet.'

'Den nævnte location er valgt af en lokalforening - og er i mine øjne helt tåbelig for seriøse politiske udmeldinger,' skriver René Gade på Twitter.

Jyllands-Posten har den seneste tid afdækket anklager om seksuelle krænkelser i partiet samt en mail, hvori en tidligere pressechef opfordrer politikere og ansatte til at sende billeder af deres "pik i slap tilstand".

Indsamlingen af intimbilleder til en collage skulle aldrig have været foreslået, fordi det kompromitterer partiets professionalitet, har René Gade fastslået.

Han har forsikret over for Jyllands-Posten, at partiet efter sommeren har været 'snorlige' på at have en professionel kultur, der er i overensstemmelse med partiets værdier.

/ritzau/