Forfatteren Carsten Jensen har fået sat gang i en Afghanistan-debat. I et længere debatindlæg i Politiken lørdag beskyldte han unge, danske soldater for at være eventyrlystne og på udkig eftert en mulighed for at skyde på dårligt udrustede fjender.

Det fik forsvarsminister Nicolai Wammen (S) til at fare i flæsket på ham. »Skam dig« over at gå efter soldaterne og ikke dem, der sender soldaterne i krig, var hovedbudskabet.

Nu tager en dansk krigsveteran bladet fra munden. Der er ikke noget eventyr ved at drage i krig, siger han.

»Jeg tror ikke, at der er nogen, der ønsker at komme i krig. Krig er jo ikke noget eventyr. Det er et helvede på jord, hvor den yderste konsekvens er, at du kan miste livet,« siger Benjamin O. Yeh, der er københavnsk talsmand for Veteranforbundet.

Yeh, der selv har været udsendt som dansk soldat i Balkan, erkender dog, at det som for så mange andre områder også handler om at bruge sine kompetencer i praksis. I det her tilfælde ved at blive udstationeret.

Benjamin Yeh er i det hele taget ikke imponeret over Carsten Jensens opfattelse af de danske soldater i Afghanistan.

»Jeg bliver ked af at høre, at folk har så misforstået en opfattelse af, hvad det vil sige at være udsendt. Det er så dejlig nemt at sidde hjemme i trygge Danmark og fortælle om, hvad det vil sige at være i krig. Jeg ville ønske, at han satte sig ned og talte med nogle soldater, inden han begyndte at udtale sig,« siger Yeh til bt.dk.

Intet galt med eventyrlyst
Carsten Jensen har selv besøgt den krigsplagede Helmand-provins i 2009. Så han mener, at hans betragtninger hviler på et sikkert grundlag.

»Jeg har talt med mange soldater, både officerer og menige, som ikke lægger skjul på, at en del af drivkraften for et ungt, uerfarent menneske er eventyrlyst. Og hvad er der i vejen med eventyrlyst? Hvis vi havde lige så høje tabstal som det militært set stærkt underlegne Taliban, ville lige så mange unge så lade sig hverve frivilligt,« spørger forfatteren.

Han peger desuden på, at der er et mismatch mellem den måde, krigs-indsatsen er blevet solgt til danskerne, og så den virkelighed, der ifølge ham gør sig gældende i Afghanistan.

»Vi er hele tiden blevet bildt ind, at vi var i Afghanistan for at hjælpe, som om vores soldater var børnepædagoger eller sygeplejersker. Men de er trænet til at dræbe, og det er det, de kan. Og hvor er resultaterne i det ludfattige, narkoplagede Helmand, hvor de områder, der ikke er i hænderne på Taliban, er styret af kriminelle bander,« slutter Carsten Jensen.