Helle Thorning-Schmidt banker Villy Søvndal på plads i spørgsmål om Europagt. SF's bagland bakker ham dog op.
Selv om statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har slået fast, at det er alt for tidligt at vurdere, hvad Danmark kan være med til i den nye euroaftale, så bakker SF's bagland op bag udenrigsminister Villy Søvndal (SF), som er skeptisk over for aftalen.
SF's formand og udenrigsminister sagde lørdag, før S-R-SF-regeringen havde drøftet spørgsmålet, at der er dele af aftalen, som "er rigtigt vanskelige for Danmark".
Inden SF's landsledelse mødes klokken 15:45, erklærer flere medlemmer af ledelsen, at de støtter denne skepsis.
- Der er nogle ting, hvor vi ikke umiddelbart kan gå ind, for vi må respektere vores forbehold, siger SF's næstformand, Meta Fuglsang, som nu afventer en juridisk og økonomisk afklaring fra Villy Søvndal.
- SF er positiv overfor at styre økonomien. Men vi må have afklaret, hvor meget videre det her rækker. Omdrejningspunktet er, hvor meget det her betyder for vores handlefrihed, siger næstformanden.
LÆS OGSÅ:LÆS OGSÅ:
Medlem af landsledelsen Poul Overlund-Sørensen går et skridt videre.
- For øjeblikket ser jeg ikke nogen interesse i, at Danmark tilslutter sig aftalen. Euroen er en højrisikozone, så det er ikke attraktivt for Danmark at blive nærmere tilsluttet for øjeblikket, siger Poul Overlund-Sørensen.
Regeringspartneren De Radikale har kritiseret Villy Søvndal for at have udtalt sig som SF's formand og ikke som udenrigsminister.
Senest forsøgte Helle Thorning-Schmidt mandag at sætte Villy Søvndal på plads ved at erklære, at regeringen endnu ikke har lagt en fælles linje.
- Jeg tror, det er vigtigt, at vi venter, til den her proces er kommet godt i gang. Vi har i øjeblikket en aftaletekst, som er rigtig god og giver mere disciplin blandt eurolandene, men som jo ikke er tilstrækkelig præcis til, at vi kan vurdere, hvilke elementer Danmark kan være med i, siger Helle Thorning-Schmidt til Danmarks Radio.
/ritzau/