Oprøret over partiformand Helle Thorning-Schmidts skattesag ulmer i det socialdemokratiske bagland op til partiets sommergruppemøde, som begynder i dag i Nordsjælland.

I går stod Helle Thorning-Schmidt skoleret i partiets magtfulde Hovedbestyrelse, der blandt andet består af flere af partiets borgmestre. Traditionelt er gruppen af socialdemokratiske borgmestre fra den københavnske vestegn ikke bange for at lægge navn til kritik af partiets ledelse på Christiansborg. Og her er utilfredsheden med partiformandens skattesag udbredt. - Man skal have ren ryg -det er man nødt til. Det skal vi andre også. Du kan ikke have en sag kørende, sagde Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp til DRs TV-Avisen inden Hovedbestyrelsesmødet i går. Men også andre steder end på den københavnske vestegn er irritationen over partiformandens skattesag stor. - Sagen har givet os et hak i meningsmålingerne, sagde Odsherreds borgmester Thomas Adelskov til TV-avisen. Og flere hovedbestyrelsesmedlemmer bakkede op om utilfredsheden med at partiformanden har en skattesag kørende. - Det er træls, sagde et hovedbestyrelsesmedlem til TV-Avisen. Helle Thorning-Schmidt forsikrede hovedbestyrelsesmedlemmerne om, at der ikke er noget at komme efter i skattesagen. - Jeg har beklaget, at jeg har været sløset. I forhold til skattesagen er der ikke noget at komme efter, sagde Helle Thorning til TV-Avisen, og fra enkelte hovedbestyrelsesmedlemmer var der da også forståelse for, at et voldsomt arbejdpres kunne have ført til sløseri i skattesagen. - Hun har været inde i en stresset periode, sagde Randers' borgmester Henning Jensen Nyhuus til TV-avisen. Helle Thorning-Schmidt lægger ikke skjul på at hun hellere vil tale om politik, også med den Socialdemokratiske hovedbestyrelse. Men hun slap ikke for at forklare sig i skattesagen, og det slipper hun formentlig heller ikke for, når den socialdemokratiske folketingsgruppe i dag samles til sommergruppe møde. - Man skal have ren ryg, det er man nødt til. Det skal vi andre også Ole Bjørstorp, borgmester, Ishøj.

Tror du, at Helle Thornings skattesag vil overskygge Socialdemokraternes politik? Scroll ned og deltag i debatten