Det kommende døgns tid vil give et indtryk af, hvorvidt det vil lykkes Lars Løkke at afværge stormen mod sig ved at fremrykke Venstres landsmøde til før Folketingets åbning.

Det vurderer politisk kommentator på B.T., Søs Marie Serup, som ikke på nuværende tidspunkt vil driste sig til at forudse, om Løkke rider stormen af.

»Det ved vi først, når vi har hørt fra nogle flere folk i baglandet og set, hvordan folketingsgruppen reagerer,« siger hun.

Søndag aften gik Lars Løkke Rasmussen ud på Facebook og fastslog, at han ønsker at fortsætte som formand for Venstre.

Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen under et pressemøde i forbindelse med Venstres sommergruppemøde på Kragerup Gods ved Ruds Vedby, fredag den 9. august 2019. . (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen under et pressemøde i forbindelse med Venstres sommergruppemøde på Kragerup Gods ved Ruds Vedby, fredag den 9. august 2019. . (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Ved samme lejlighed gjorde han det klart, at han vil bede hovedbestyrelsen fremrykke efterårets landsmøde til før Folketingets åbning.

Efter planen skal Venstres landsmøde først finde sted til november, hvor partiet skal vælge formand og næstformand.

»Det er et offensivt og risikabelt træk, og han tvinger oprøret til at finde ud af, om det har en modkandidat eller ej,« siger Søs Marie Serup.

Den seneste tid har flere Venstre-medlemmer åbent rejst tvivl om formandskabet, som består af Løkke og næstformand Kristian Jensen.

Jakob Ellemann, Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen under et pressemøde i forbindelse med Venstres sommergruppemøde på Kragerup Gods ved Ruds Vedby, fredag den 9. august 2019.
Jakob Ellemann, Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen under et pressemøde i forbindelse med Venstres sommergruppemøde på Kragerup Gods ved Ruds Vedby, fredag den 9. august 2019. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Søs Marie Serup har været pressechef i partiet og tidligere arbejdet som særlig rådgiver for Løkke.

Hun understreger, at Lars Løkke Rasmussen nu har lagt kortene på bordet.

»Det bliver rasende spændende at se, om det bliver 'game, set and match' – altså om han sætter dem til vægs med dette taktiske træk, eller om han i virkeligheden har hældt benzin på bålet,« siger hun.

Balladen i Venstre er den seneste tid eskaleret i en sådan grad, at partiets bagland i øjeblikket er i gang med en stribe møder, hvor tilliden til den øverste ledelse i partiet bliver drøftet.

B.T.'s politiske kommentator Søs Marie Serup. (Arkivfoto)
B.T.'s politiske kommentator Søs Marie Serup. (Arkivfoto) Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Flere Venstre-folk har allerede været ude på de sociale medier søndag aften og givet deres støtte til den nuværende formand.

Søs Marie Serup forklarer, at man i den sammenhæng skal lægge mærke til de små forskelle i politikernes udmeldinger.

»Nogle er ude med opbakning til formanden, mens andre nøjes med at give opbakning til at fremrykke landsmødet. Man skal notere sig detaljeforskellene, der er,« siger Søs Marie Serup.

Og måske vil de kommende timer allerede give en indikation af, om Løkke eller baglandet vinder magtkampen.

»Vi vil i hvert fald kunne se, om det her træk har været den store kanin op af hatten, men grundlæggende har baglandet jo tid til at tænke sig om og drikke et glas vand,« siger hun og tilføjer, at det naturligvis bliver yderst interessant at høre, hvordan folk som Kristian Jensen, Inger Støjberg og Stephanie Lose forholder sig til Løkkes træk.

Det er en kendt sag, at Lars Løkke er dygtig til at spille det taktiske spil. Især når han står med ryggen mod muren og bliver presset.

Søs Marie Serup sammenligner ham med vand, der altid finder en sprække.

»Baglandet står på det mest solide fundament, man kan stå på. De har magten i den her sammenhæng. Det er uvant for Venstres bagland at have så meget magt. Det er et udtryk for, at de har en presset ledelse. Det er lang tid siden, de har skullet træffe en så kritisk beslutning, og det kan selvfølgelig give noget gummiarm.«