Det er ikke blot venstrefløjens opbakning til den militære aktion i Libyen, som vidner om et historisk skifte. Fraværet af den kønsbårne antimilitarisme er påfaldende - og tiltrængt. 'Kvinder for Fred' eksisterer fortsat på en hjemmeside, men holder temmelig lav profil i øjeblikket.

Det er ikke mange år siden, fredsbevægelsen og anti-krigsmodstanden engagerede mange kvinder. Så sent som under Irak-krigen og Bush-Fogh-alliancen var modstanden fra især kvinder markant. Langt flere kvindelige end mandlige vælgere var imod Danmarks krigsdeltagelse. I fredsbevægelsens storhedstid i 1980erne blev billedet af manden som den aggressive og krigslystne en del af tidsånden. Som Bodil Graae, grundlægger af Kvinder for Fred, skrev i en kronik i Politiken i 1980:

- Overalt handler de selvhøjtidelige alvorlige mænd. Sætter krige i gang. Og skrider fulde af viden om egen betydning til handling. Når de har bilagt én konflikt og står zoomet ind i tv-apparaterne jorden over, går de veloplagte i gang med at starte den næste. - Når vi ser de mænd i nærbillede beskæftiget med at løse konflikter, opstår tanken langt inde i os, at de elsker det. Elsker hele dette magtspil. Det er som drenge, der er blevet voksne og har fundet en ny måde at fortsætte med at lege røvere og soldater.

I dag, 30 år senere, har optakten til den militære invasion i Libyen brudt med 80ernes kliché: I USA pressede tre kvinder Barack Obama, der ikke ligefrem anglede efter at kaste sit land ind i en ny krig . Udenrigsminister Hillary Clinton, FNambassadør Susan Rice og rådgiver i nationale sikkerhedsråd Samantha Power, argumenterede - i modsætning til flere mænd omkring Obama - for nødvendigheden af et indgreb. Herhjemme var udenrigsminister Lene Espersen konsekvent og hurtig til at tale om aktiv militær pression - på et tidspunkt, hvor Lars Løkke Rasmussens attitude var mere afventende og vag.

Den første kvindelige forsvarsminister i Danmark, Gitte Lilleund Bech, forsøgte heller ikke at svøbe udsendelsen af de seks F16 fly ind i poesi om forhandlinger og eventualiteter. - Det her er regulær krig, slog hun fast. Og tak for det. Selv den mest fredselskende og godhedssøgende skabning kan vel se, at Muammar Gaddafinæppe var stoppet op på sin bestialske og blodbestænkte vej til Benghazi, om så kvinder i tusindvis med blomster i håret, blide fredsduer om ørerne og stearinlys i hænderne havde forsamlet sig og sunget 'Stands deres drift mod død, stands dem med ånd. Krig er foragt for liv, fred er at skabe. Kast dine kræfter ind: Det onde skal tabe!' - eller andre strofer fra Nordahl Griegs smukke lyrik fra 1936, bedst kendt som 'Kringsat af fjender'.

I ligestillingsdebatten anføres det med jævne mellemrum, at verden ville blive et mere fredeligt sted med vægt på dialog, empati og rummelighed, hvis flere kvinder sad på magten. Det er ikke sikkert, og de seneste ugers begivenheder har i hvert fald gjort det vanskeligt at opretholde den forsimplede forestilling. Et karaktertræk, som ofte forbindes med det kvindelige, er evnen og ønsket om at 'vi skal kunne være her allesammen'. Det træk kommer bare til kort, når det drejer sig om despoter som Gaddafi. Den historiske politiske konsensus om krigsdeltagelse er mest af alt et opgør med den naive forestilling om, at verdens ledere overhovedet står i et valg mellem krig og fred, mellem det onde og det gode. Libyen, med alle dets ubehagelige ubekendte, repræsenterer det dybt komplicerede, politiske valg mellem to onder, hvor det rigtige - ikke kønsdikterede - valg naturligvis må være det mindst onde. Det er nogle gange krig.