Tirsdag præsenterede DR en spareplan, som vil lukke flere tv- og radiokanaler, herunder DR K og P6 Beat.

København. Spareplanen, som DR's generaldirektør, Maria Rørby Rønn, tirsdag fremlagde, får både ros og ris i onsdagens avisledere.

I Politiken peger chefredaktør Christian Jensen på, at DR har truffet en række fornuftige beslutninger "inden for statens snævre rammer":

- Helt overordnet er det fornuftigt at slå DR Kultur og DR 2 sammen, hvilket fører DR 2 tilbage til noget, der mere minder om den kulturkanal, den blev lanceret som, skriver han.

Han kritiserer dog samtidig regeringen for at lægge DR i "statslig spændetrøje".

- Tirsdag fik armslængdeprincippet endnu et dødsstød, hvilket for eftertiden bør stå som en mediepolitisk skamstøtte over den siddende regering, lyder det i lederen.

Spareplanen blev præsenteret tirsdag, efter at DR havde underskrevet den public service-kontrakt, som ridser op, hvilke opgaver DR skal løfte.

Den betyder, at tre tv- og radiokanaler skal lukkes, mens 375-400 stillinger nedlægges, da DR bliver beskåret med 20 procent.

Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, kalder planen for "ganske klog og velovervejet".

- DR-planen er ikke rar for de op mod 400 medarbejdere, hvis job forsvinder som følge af besparelserne. Men de var givne efter medieforliget i forsommeren, skriver han.

- Og helt overordnet er det sundt, at DR kommer til at fylde lidt mindre i det samlede danske mediebillede.

Jyllands-Posten noterer sig ligeledes, at en reduktion af tv- og radiokanalerne peger i den rigtige retning.

- Til gengæld er der ingen grund til at rose partierne bag medieaftalen regeringen og DF for den detaljeringsgrad, som den nye public service-kontrakt indeholder, lyder det.

Ekstra Bladet kritiserer også aftaleparterne bag medieaftalen for den detailstyring, der nu er påført DR.

- Vi skal have mange udsendelser om den kristne kulturarv. Sådan står der i kontrakten. Spørgsmålet er så, om vi skal tage det for pålydende, skriver Ekstra Bladets lederskribent.

B.T.'s chefredaktør, Michael Dyrby, havde ønsket sig en mere ambitiøs plan fra DR's side.

- DR's spareplan er ikke en massakre eller en nedsmeltning. Det eneste, man virkelig savner i planen, er en mere offensiv tilgang til medie- og teknologiudviklingen, skriver han.

/ritzau/