Det hagler ned med kritik af Socialdemokratiet, efter at partiet torsdag fremlagde et nyt pensionsudspil.

Det gælder ikke mindst fra de danske aviser.

I en leder skriver Berlingske fredag, at det aldrig har været dyrere at genvælge en statsminister, end det ifølge avisen bliver at genvælge formand Mette Frederiksen (S).

For regningen for en forbedring af den såkaldte Arne-pension og en lempelig stigning i pensionsalderen er enorm, mener avisen. Det vil blandt andet koste 88.000 job og milliarder af kroner, lyder det.

- Mette Frederiksen har opgivet Socialdemokratiets position som et ansvarligt parti. For tredje valg i træk skal vælgerne bestikkes med dyre valgløfter for at give hende regeringsmagten, skriver avisen.

Jyllands-Posten tilslutter sig.

Den pointerer, at Arne-pensionen var en fuser, fordi langt færre end ventet har benyttet ordningen. Derfor undrer skribenten sig over, at det er et nyt pensionsudspil, der står højest på S-prioriteringslisten.

- Det er at foregøgle danskerne, at der kan være råd til at nyde frem for at yde, samtidig med at det står krystalklart, at øget oprustning og sikkerhed kommer til at koste.

- Og at intet tyder på, at den udfordring forsvinder efter 2035, som er den tidshorisont, Socialdemokratiet har valgt at operere med i sit pensionsudspil, skriver Jyllands-Posten.

Også Moderaterne har varslet, at partiet vil præsentere et nyt pensionsudspil fredag.

Formand Lars Løkke Rasmussen sagde torsdag til Politiken, at partiet vil foreslå en såkaldt deltidspension, som danskerne skal kunne vælge, tre år før de rammer folkepensionsalderen.

Ekstra Bladet kalder SVM-regeringen for en "fiasko-regering". For hvorfor kom regeringen ikke med et pensionsudspil i de knap fire år, hvor den havde flertal?, spørger avisen.

- Nu skal vi igennem endnu en pensionsreform, mener to af regeringspartierne. Og nej, det er egentlig ingen trøst, at der er tale om forbedringer. For dem kunne man have vedtaget for år tilbage

- Deres dom over sig selv er hård og uden nåde: Regeringen var en komplet fiasko, skriver Ekstra Bladet.

Kristeligt Dagblads politiske redaktør Henrik Hoffmann-Hansen skriver i en analyse, at uansvarlig økonomisk politik kan være farlig for både Danmark og Socialdemokratiets magt.

- Lige nu appellerer man til vælgere til venstre for midten i håb om et rødt flertal efter valget, men det er et sats, lyder det.

/ritzau/