Søren Pape Poulsen vil blive savnet for mere end sin drivkraft og husket for andet end sit livs værste år.

Søren Pape Poulsen var en nærværende mand, der holdt ved trods nedture, og som vil blive savnet på flere parametre.

Det lægger landets aviser vægt på i deres nekrologer om De Konservatives nu afdøde formand.

Søren Pape Poulsen blev fredag ramt af en hjerneblødning. Hans liv stod ikke til at redde, og lørdag afgik han ved døden i en alder af 52 år.

I Berlingske beskrives Pape som et engageret og lyttende menneske, der selv under en krise var i stand til at anlægge et konstruktivt fokus.

- Søren Pape Poulsen var vellidt ud over det sædvanlige og skabte sig i sine ti år som konservativ formand et ry som en anderledes politisk leder. Gennem sin omsorg, sin betænksomhed over for andre fik han mange personlige venner i politik, skriver avisen i sin nekrolog.

Også Viborg Stifts Folkeblad fremhæver den tidligere Viborg-borgmesters nærvær. Han vil blive savnet for meget mere end sin politiske dedikation og sin såkaldte "Pape-power", lyder det i lokalavisen.

- Selv når tusinde storme fra medier og politiske med- og modspillere rasede, kunne han med sit venlige blik og skæve smil få de fleste til at føle sig velkomne, set. Mødt. Han var ydmyg, selv om han var vigtig. Venlig, selv om han var travl. Lattermild, selv når livet var barskt.

Netop rasende mediestorme er en del af Papes historie, som kan være svær at komme udenom.

Det gjaldt under valgkampen i 2022, hvor både partiets og Papes popularitet styrtdykkede, og hvor Papes privatliv gik i stykker, mindes Politiken.

- Kæresten Josue Medina Valesquez var blevet til ægtemanden, men løgnene havde hobet sig op og blev afsløret på forsiderne. Et umenneskeligt pres, der endte med en skilsmisse, igen i fuld offentlighed uden tid til de refleksioner og den sorg, der altid følger med en skilsmisse.

"Mit livs værste år" sagde Pape selv om det år, hvor han gik efter statsministerposten, i et længere interview med DR's 21 Søndag.

Det vil dog ikke være nedturen, der står tilbage, men mennesket og politikeren, understreges det i Jyllands-Postens nekrolog.

- Søren Pape Poulsen, der med sin naturlige, nedarvede borgerlighed gav Det Konservative Folkeparti håbet og troen tilbage i en turbulent tid med stor splittelse i den blå familie.

Selv om valget blev en fuser, og de konservative tabte mandater, tabte Pape ikke hovedet - hverken som partileder eller politisk.

Det fremhæver Ekstra Bladet.

- Han holdt fast som partiformand og hans sidste ord ved det hovedbestyrelsesmøde i Skibelund Krat, hvor han faldt om, var netop viljen til at fortsætte som partileder.

/ritzau/