____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Statsminister Helle Thorning-Schmidt risikerer at blive skiftet ud som både partiformand og statsminister allerede inden næste valg, skriver Weekend-avisen i en analyse fredag.

Det har længe været klart, at kritikken mod hende bliver stadig heftigere fra både fagbevægelsen, i regeringen og i socialdemokraternes egne rækker.

I følge avisen har statsministerens nytårstale kun bragt ekstra ved til det bål.

'Man kan faktisk godt høre på dronningens nytårstale, at Danmark har fået en socialdemokratisk regering, mens samme kendsgerning ikke skinnede gennem statsministerens tale', citerer Weekend-avisen en unavngiven fagforeningsmand for at sige.

Men allerede 2. juledag sagde 3F-formand, Poul Erik Skov Christensen i Jyllands-Posten:

- Jeg er lidt i tvivl om, hvilken planet fru Thorning færdes på, siger Poul Erik Skov Christensen, formand for 3F, og opfordrer til et kursskifte med mere fokus på arbejdspladser og mindre fokus på udbuddet af arbejdskraft:

- Hvis statsministeren igen sætter kikkerten for det blinde øje, så beder man om ikke at blive genvalgt, siger Poul Erik Skov Christensen.

DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN

Men det er ikke kun i fagbevægelsen utilfredsheden vokser.

Som BT skrev før jul, var det opsigtsvækkende, at Bjarne Corydon i et interview med Politikken før jul ikke afviste grundigt nok, at han en dag ville gå efter formandsposten i Socialdemokraterne.

Det vakte stor opmærksomhed blandt partikammeraterne, at finansministeren dermed åbnede for spekulationer om statsminister HelleThorning-Schmidts politiske fremtid.

En ting er, at Helle Thorning-Schmidt er færdig som formand, hvis hun taber næste valg, hvilket alle meningsmålinger tyder på i øjeblikket.

Men der kan også lure fælder for hende allerede inden da.

Det vil være voldsomt og usædvanligt at vælte en formand i utide, men det er ikke i umuligt.

BT erfarede allerede i december, at socialdemokrater i lukkede kredse har talt om, at Helle Thorning har ét år endnu til at rette meningsmålingerne op. Lykkes det ikke, kan man blive nødt til at skifte formand.

Personspørgsmål må ikke veje så tungt, at partiet nærmest lider uoprettelig skade derved, lyder argumentationen.

Det er dog ikke Bjarne Corydon, men beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, der i så fald står tættest på at afløse Thorning. Det skulle så formentlig ske i en alliance med Bjarne Corydon og den magtfulde gruppeformand, Henrik Sass Larsen.

Synes du, at Socialdemokraterne har brug for en ny formand? Deltag i debatten herunder - de bedste indlæg bliver bragt i BT lørdag