Pia Kjærsgaard erhvervede i 2002 en feriebolig på Santorini sammen med sin mand, Henrik Thorup.

Ifølge skødet, som Ekstra Bladet er i besiddelse af, gav parret 19.484 euro for ejendommen.

Det svarer til beskedne 145.000 kr. for et feriested i billedskønne omgivelser på en af de mest eftertragtede græske øer, som tilmed har de højeste kvadratmeterpriser i Grækenland.

Lokale ejendomsmæglere undrer sig og hæfter sig ved, at DF-parret har udsigt til vandet.

LÆS OGSÅ:

LÆS OGSÅ:

-
Jeg har en fornemmelse af, at prisen burde være omkring 34.000 euro. 20.000 euro er for lavt, siger Nick Dinos fra firmaet Santorini Selection.

- Selv hvis huset var i meget dårlig stand, tæller udsigten mere, siger ejendomsmægleren.

En anden ejendomsmægler, som Ekstra Bladet har talt med, vurderer, at prisen burde være tre gange højere end de små 20.000 euro på skødet.

Eksperter fortæller, at det i Grækenland har været meget udbredt at angive et lavt og urigtigt beløb på skødet og i stedet betale flere penge under bordet. På den måde slipper både køber og sælger billigere i skat.

- Det er meget anvendt i landet. For dem er det helt naturligt at gøre sådan. Vi har selvfølgelig aldrig gennemført en sådan handel, for det skal man slet ikke ind, siger Michael Nielsen, der er direktør i Care Udland og har mere end 17 års erfaring med at rådgive danskere om skattereglerne ved boligkøb i udlandet.

Pia Kjærsgaard benyttede sig af græske mellemmænd ved bolighandlen, og hun afviser, at der er noget mystisk ved den lave pris.

- Jeg vil fuldstændig blankt afvise, at der har været noget med sorte penge. Det kunne jeg ikke drømme om. Jeg har betalt det, der står på skødet, siger hun til Ekstra Bladet.

Bt.dk vil gerne have en uddybende kommentar fra Pia Kjærsgaard, men det har endnu ikke været muligt, da hun er i New York.