Det var den 11. juni 2015, og med blot en uge til folketingsvalget gik partierne ind i en hektisk slutspurt. Men ét sted i det politiske Danmark blev der ikke ført valgkamp: Det var i SF’s telt på Bornholm ved Folkemødet.

Ja, faktisk førte politikerne slet ikke valgkamp på Folkemødet, hvis man spørger SF’s medlem af Europa-Parlamentet Margrete Auken. Det til trods for, at politikere, erhvervs- og organisationsfolk og borgere under folkemødet deltog i op imod 3.000 debatter, arrangementer og events

»Der var kun de store taler, som partilederen holdt. Alt andet foregik i resten af Danmark. Der var ikke noget valgkamp på Bornholm,« siger den 71-årige Margrete Auken.

Alligevel valgte Margrete Auken og SF i går at betale 57.000 kroner, som de bl.a. havde brugt på et telt til Folkemødet, tilbage til partiets gruppe i Europa-Parlamentet for at ’fjerne al tvivl’.

Det skete, efter at BT kunne afsløre, at Den Grønne Gruppe aldrig var blevet orienteret om, at en række oplysningsmidler, som gruppen havde udbetalt til SF, var blevet brugt under de sidste dage af en valgkamp på Folkemødet 2015.

EU’s regler siger ganske klart, at unionens politiske grupper ikke må give nationale partier penge til nogen form for aktiviteter, der bare ’delvis omfatter et element af valgkamp’. Den Grønne Gruppe oplyste til BT, at havde den været orienteret om valgkampen, så var støtten til SF slet ikke blevet udbetalt.

En brandvarm sag

Sagen om danske politikeres brug af EU-midler er brandvarm, efter at EU’s antisvindel-enhed Olaf har indledt en undersøgelse af Dansk Folkepartis mulige misbrug af 2,5 mio. kr. fra EU-partiet Meld og fonden Feld.

Selv om SF altså nu vil betale beløbet tilbage, fastholder Margrete Auken, at hun og SF ikke har gjort noget forkert. Både partiet og Margrete Auken mener, at EU’s penge alene blev brugt på EU-aktiviteter under Folkemødet. Aukens EU-gruppe - Den Grønne Gruppe, der i sin tid godkendte brugen af pengene, bakker op om forklaringen, men siger samtidig, at Margrete Auken burde have informeret dem om det igangværende folketingsvalg.

Hvorfor gjorde SF ikke som De Konservative og annullerede ansøgningen om EU-støtte, da valget blev udskrevet?

»Du kan sige, det var dumt af os. Men det var ikke faldet os ind, og ellers havde vi da også informeret om det. Vi skal ikke risikere noget,« siger Margrete Auken.

Fortolkning af reglerne

Hun mener, at Den Grønne Gruppe ikke havde forlangt pengene betalt tilbage, hvis SF ikke selv havde taget beslutningen om at betale i går.

Det bekræfter gruppen også overfor BT.

Så har du og Den Grønne Gruppe en anden fortolkning af reglerne end f.eks. Wouter Wolfs (belgisk forsker ved Universitetet i Leuven, red.), der siger, at hvis der er en generel kontekst af valg, må man ikke bruge midlerne?

»Altså, nu skal du høre her. Fra nu af vil jeg til hver en tid vide, at uanset om man så holder det på månen, så vil vi ikke gøre det samtidig med, at der er valgkamp i Danmark.«

Det er Europa-Parlamentet, der i sidste ende godkendte udbetalingen fra Den Grønne Gruppe til SF. Det gjorde parlamentet på baggrund af en rapport, som gruppen indberettede. Men siden Margrete Auken aldrig fortalte gruppen om valgkampen, er det uklart, om Europa-Parlamentet blev rigtigt informeret.

Det vil Den Grønne Gruppe nu undersøge.