B.T. MENER: Skal mødes med åbenhed, men ikke naivitet

Det var et politisk og ideologisk attentat, der kom bag på alle.

På den norske efterretningstjeneste, der havde betegnet truslen fra den yderste norske højrefløj som ikke-eksisterende. Og på de - også danske - eksperter, der skulle kommentere de første timer efter udåden i Oslo og inden den grufulde sandhed på Utøya gik op for os alle. Automatpiloten lød på al-Qaeda-inspireret terror, måske endda foranlediget af de danske Muhammed-tegninger.

Nej, den frygtelige sandhed var, at terroren kom indefra. Fra en ung mand, der var blevet næret af det rige og åbne norske velfærdssamfund, besat af had til centralmagt og socialdemokrati. Og til den islamisme, der ifølge attantatmanden Breivik er på vej til at indtage både Norge og det europæiske kontinent. 

Kan man bebrejde den norske efterretningstjeneste, at de ikke i løbet af ni år finder ud af hvad der foregår? Ja, det kan man godt. Det er kernen i efterretningsarbejde netop at spore en mand som Breivik, der ytrer sig bombastisk og hadefuldt mod islam og socialdemokrater på et tidspunkt, hvor højreradikalismen er i kraftig fremmarch i Europa. En mand der har flere våben, køber kunstgødning og andre bombe-ingredienser samt prøvesprænger en bombe.

Det er givet, at den norske efterretningstjeneste har undervurderet situationen, men det er lige så sikkert at svaret på Breiviks ufattelige ugerning skal være mere nuanceret end blot mere kontrol og overvågning.

Det skal - som statsminister Jens Stoltenberg så stærkt formulerede det ved mindehøjtideligheden i Oslo Domkirke i går - mødes med endnu mere demokrati og åbenhed, men uden naivitet. Norge har betalt den største pris for at være lidt for naiv i en verden, hvor begavede galninge som Breivik har kunnet komme af sted med deres rendyrkede ondskab. En udåd, der desværre ser ud til at opfylde alle attentatmandens syge drømme:

Den lange og succesrige planlægning, der endte med et spektakulært bombeanslag mod statsapparatet og nedskydningen af 86 fremtidige socialdemokrater. Offentligørelsen af hele hans plan og manifest på nettet og til sidst muligheden for - under ekstrem mediebevågenhed - at redegøre for sin ufattelige udåd i retten.

Det har været hele meningen med det hele, og det er - heller ikke - til at bære.