Overalt i Europa strømmer flygtninge og asylansøgere til. Også i de skandinaviske lande. Men den kultur, de finder, er ofte en helt anden, end den, de er vant til. Faktisk får mange et chok. Og derfor overvejer Danmark, med Norge som forbillede, at indføre et slags antivold-kursus for mandlige asylansøgere.

Det var et chok for Abdu Osman Kelifa at ankomme til Norge. Manden, som er muslim og fra Eritrea på Afrikas Horn, havde aldrig før oplevet den måde, som norske kvinder opfører sig på. De er letpåklædte, drikker alkohol og kysser offentligt.

Andre læser også:

'Et af de ekstreme tilfælde er nogle flygtninge, der landede i privatfly'

Emil Thorup mister kørekortet - igen!

Maria Hirse indlagt med blødninger i hjernen: 'Jeg håber på at holde jul hjemme'

Og det var ganske enkelt et stort kulturelt chok for Abdu Osman Kelifa, der kun var vant til den opførsel fra prostituerede i sit hjemland. De film, som bliver vist i hjemlandet, viser  kun par, der krammer - ikke noget med at kysse. Det skriver den kendte amerikanske avis New York Times, som har været en tur i Norge for at se på en norsk succes, når det kommer til asylansøgere.

Norge har anerkendt, at der kan være et for stort kulturelt spring fra at have boet i et konservativt muslimsk land til lige pludselig at befinde sig i et vestligt land, hvor kvinderne klæder og opfører sig på en helt anden måde.

Derfor har Norge, som et af de første lande tilbage i 2011, valgt at tilbyde asylansøgere kursus i, hvordan man behandler kvinder og børn. Det er for at undgå vold og seksuelle overgreb.

'Mænd har en svaghed'
Og netop det kursus valgte Abdu Osman Kelifa at melde sig til, efter han fik det tilbudt. Ganske frivilligt. Og det er han godt tilfreds med. Han lærte nemlig, ifølge New York Times, at tolke situationer, hvor kvinder smiler, går let påklædt eller går alene på gaden om aftenen. Situationer, der før kunne være forvirrende for Abdu Osman Kelifa.

»Mænd har en svaghed, og når de ser en eller anden smile, er det svært at kontrollere sig selv. Hvis nogen vil have en kvinde, så kan de bare tage hende, og de vil ikke blive straffet,« forklarer Abdu Osman Kelifa om situationen i hjemlandet Eritrea til avisen.

I Danmark har man oplevet, at asylansøgere og indvandrere figurerer stort i statistikken over voldtægter, og derfor vil et flertal i Folketinget følge eksemplet fra Norge.

Derfor er det meningen, at alle asylansøgere og familiesammenførte, der kommer til Danmark, skal have undervisning i seksuel moral i forbindelse med den danskundervisning, de modtager, når de kommer til landet.

Følsomt emne
Tallene taler et tydeligt sprog, mener flertallet i Folketinget. Mellem 2013 og 2014 blev 615 dømt for voldtægt i Danmark. Af dem var 212 indvandrere eller efterkommere af indvandrere. Og det er netop det, som et kursus skal være med til at forhindre.

Emnet er ikke overraskende meget følsomt. Og derfor er det ikke på dagsordenen i mange europæiske lande. Men det er et stort problem, hvis man spørger den norske psykolog, som grundlagde kurserne i Norge.

»Den største fare er, hvis ingen siger noget. Mange flygtninge kommer fra kulturer, hvor kønnene ikke er lige, og hvor kvinder er ejet af mænd. Vi bliver nødt til at hjælpe dem med at vænne sig til deres nye kultur,« forklarer psykolog Per Isdal til New York Times.

Herhjemme melder et flertal i Folketinget sig parat til at indføre et lignende program. Det tæller Socialdemokraterne, Radikale, Konservative og Dansk Folkeparti.

Og som Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti siger:

»Har de lavet noget i Norge, der virker, så skal vi da bare kopiere det.«