Foto: Nils Meilvang

Der er ikke mange, som har noget at være ­stolte af i den ulykkelige sag om de afviste irakiske asylansøgere, der natten til i går blev fjernet med rå politimagt fra Brorsons Kirke.

Tag nu reaktionerne fra politikere fra SF, De Radikale og Socialdemokraterne:

- Udansk, siger Villy Søvndal:
- Engang var Danmark forbundet med en smule storsind over for mennesker.

De Radikales Margrethe Vestager er 'orfærdet':
'- En meningsløs krænkelse af magtesløse mennesker og kirkens urgamle rum, mener hun.

Poul Nyrup Rasmussen udtaler, at 'vi har overskredet grænsen for almindelig menneskelighed og anstændighed'. Mens partifællen Bo Sandberg skriver:
- Endnu et afskyeligt og uanstændigt lavpunkt i behandlingen af vores medmennesker.

Det er svært at gennemskue, hvor kritikerne ser et reelt alternativ. Poul Nyrup vil 'slet ikke gå ind i juraen', mens Villy Søvndal højst kan mumle noget om, at man må kigge sagerne igennem en gang til.

Det er fint, at menige borgere udtrykker sorg, forargelse eller vrede over de irakiske familiers skæbne. Men når sympatien kommer fra garvede politikere, der ikke gør sig skyggen af anstrengelser for at diske op med en alternativ asylpolitik, er der tale om kynisk hykleri. Alternativet kan vel ikke gå ud på, at de asylansøgere, som finder vej til mediernes opmærksomhed, skal have en behandling, der er fundamentalt anderledes end de tusindvis andre af verdens triste skæbner, som søger tilflugt i Danmark, og hvis fremtid tegner lige så hård ved udsending?

Skal principperne ændres, så det ikke længere er en betingelse for at få asyl, at man er personligt forfulgt, 'blot' der er vold og terror i hjemlandet?

Skal det kunne give ophold, at man nægter at følge myndighedernes afgørelse? At man har fået børn undervejs og er bange for den tilværelse, som venter?

Skal der indføres en grænse, så man efter eksempelvis maks. fem års venten er sikret ophold?

Vi ved det ikke, for mange af de kritiske politikere slipper i disse dage af sted med at flashe følelser frem for at gøre dét, de er sat i verden for: At lave ansvarlig politik, der både kan holde principielt og i praksis, og som har befolkningens opbakning.

Men VKO-blokken har bestemt heller ingen grund til at være stolt over forløbet. Havde man fra start ladet irakerne arbejde, ville de på alle planer være bedre rustet til at vende hjem, og de helt uskyldige børn ­ville stå med forældre, der ikke var tømt for mod og livskraft. Derudover påtager regeringen sig et ansvar af ubegribelige dimensioner, hvis man ikke blot hjemsender irakerne her og nu til de fredeligere områder, men også til de provinser, FN specifikt har advaret imod. Bliver en af de tvangshjemsendte slået ihjel, falder regeringens udlændingepolitik fra hinanden.

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 9 kr.