Det er 34-årige Kasper Roug fra Nakskov, der får tilbud om at komme i Folketinget under Astrid Krags barsel.

Kasper Roug var Lolland-kredsens helt store socialdemokratiske stemmesluger med 4257 personlige stemmer ved valget. Faktisk fik han flere stemmer end tidligere fødevareminister Mette Gjerskov i Sjællands Storkreds, men på grund af valgteknik endte hun alligevel med at sikre sig pladsen i Folketinget. Nu får Kasper Roug så alligevel chancen.

Kommer fra Nakskov

Han er født og opvokset i Nakskov på Lolland, hvor han også gik i gymnasiet. Da studenterhuen var sikret, var han soldat et par år og var bl.a. udstationeret i Kosovo som tyve-årig i 2001.

I valgkampen var han fortaler for ’et lige Danmark’ og problematiserede blandt andet, at ’yderliggende’ landsdele ikke er en naturlig del af udviklingen, men et politisk valg.

Kasper Roug er oprindelig uddannet lærer, med efterfølgende kandidat fra RUC. Siden 2006 har han arbejdet på hf ved VUC Storstrøm.