Claus Hjort er lige så fordomsfuld og undertrykkende som det iranske præstestyre, mener Enhedslistens nye muslimske folketingskandidat, Asmaa Abdol-Hamid

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) er ikke et hak bedre end det iranske præstestyre, når han vil nægte muslimske kvinder job i stat og kommuner, hvis de nægter at give hånd til mænd eller skjuler deres ansigt under en burka.

Så kontant lyder meldingen fra Enhedslistens nye muslimske folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid.

- Claus Hjort Frederiksen gør akkurat det samme som det iranske præstestyre: Nemlig at kræve en bestemt påklædning. Det er en tankevækkende udvikling vi får, når vi skal begynde at diskutere hvordan, folk skal være påklædte - og hvordan de skal hilse eller lade være, siger Asmaa Abdol-Hamid.

Den 25-årig Asmaa Abdol-Hamid er selv socialrådgiver i Odense, og mener ikke at hendes eget slør og manglende håndtryk er noget problem i det daglige arbejde.

/ritzau/