Asmaa Abdol-Hamid (EL) har været til kaffe hos Kurt Westergaard i Aarhus. Nu forstår hun hans hensigt og baggrund for at lave tegningen, siger hun.

Den kontroversielle politiker, Asmaa Abdol-Hamid (EL) giver igen lyd fra sig.

I en radioudsendelsen 'Mikrofonholder', som sendes på Radio 24syv på søndag, er Asmaa inviteret til kaffe hos Kurt Westergaard. Hun fortæller nu, at besøget ændrede hendes opfattelse af, hvorfor Westergaard tegnede Muhammed-tegningen.

- Når han siger, at det ikke er af Muhammed, og at han ikke kender ham, tager jeg ordene for gode varer. Jeg køber argumentet. Man må jo høre på manden, der har begået tegningen. Vi er kommet et kæmpe skridt nærmere hinanden, siger Asmaa Abdol-Hamid til jp.dk.

Asmaa var i 2005 talsperson for de 11 muslimske organisationer, der politianmeldte Jyllands-Posten for blasfemi og racediskrimination efter avisens publicering af Muhammed-tegningerne.

Men det handlede ikke om tegningen. Det var en reaktion på, at den daværende kulturredaktør, Flemming Rose skrev, at muslimer må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse, siger Asmaa i dag.

- Det er altid okay at trykke de tegninger, man vil. Vi lever i et frit, demokratisk samfund. Det er ikke det, jeg hæfter mig ved. Jeg er ikke interesseret i, om det er legitimt at trykke en tegning. Jeg er mere interesseret i at forstå tegnerens baggrund og argumentation for at tegne dem, siger Asmaa til jp.dk.

Det, Asmaa citerer Flemming Rose for er flg, som blev bragt 30.oktober 2005:

'Det moderne, sekulære samfund afvises af nogle muslimer. De gør krav på en særstilling, når de insisterer på særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse.'

Asmaa var oprindeligt opstillet som nr. 7 på Enhedslistens partiliste til valget i 2007, trods modstand fra kredse i partiet.

Ved valget gik partiet to mandater tilbage, men nåede dog over spærregrænsen. Asmaa fik 3.822 personlige stemmer men opnåede ikke valg. Hun fik en førstesuppleantplads i København.