Erhvervsmand og debattør Asger Aamund er i det røde felt over, at statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag har meldt ud, at Socialdemokratiet går til valg på en formueskat til de rigeste.
»Jeg synes, at det er idiotisk,« siger han og tilføjer:

»Det er allerede beskattede penge. Når folk har opbygget en formue, så har de allerede betalt skat af de tjente penge.«
Socialdemokratiet foreslår overordnet, at man hvert år skal betale 0,5 procent i skat af al formue, der overstiger 25 millioner kroner per person.
»Når den mest velhavende ene procent af befolkningen ejer omkring en fjerdedel af danskernes samlede nettoformue, så er det blevet for skævt,« lød Mette Frederiksens argument torsdag fra Folketingets talerstol.
Asger Aamund frygter, at en formueskat vil få voldsomme konsekvenser, hvis den indføres efter valget.
»En sådan skat kommer til at betyde, at der er mange, der ikke vil være iværksættere mere. Så det er en rigtig åndssvag idé,« siger Asger Aamund.
Han påpeger også, at det var en S-regering med Poul Nyrup Rasmussen i spidsen, der afskaffede formueskatten i 1995.
»Men det er klart, at når Mette Frederiksen går til valg på en regering med SF og Radikale Venstre, så skal hun jo spille ud med den slags ting,« tilføjer han.
Du synes ikke, at en formueskat er »idiotisk«, fordi du selv vil blive ramt af den?
»Jo, det er det selvfølgelig også. Jeg har jo værdipapirer i en kapitalvirksomhed, der investerer i bioteknologi og medicinsk udvikling,« siger han og fortsætter:
»De investeringer er hårdt nok ramt af skat i forvejen, og nu kommer måske også en formueskat.«
Iværksætteren Martin Thorborg har også langet hårdt ud efter statsminister Mette Frederiksen (S). Læs mere HER.

