Da Asbjørn begyndte at sove med en køkkenkniv på natbordet, var det ikke frygten for almindelige indbrudstyve, der holdt ham vågen.

Ifølge den 33-årige højrefløjsaktivist var hans bil gennem længere tid blevet udsat for hærværk af politiske modstandere, uden at politiet kom tættere på at finde gerningsmændene.

Samtidig havde flere andre aktivister fra Asbjørns egen politiske gruppe været udsat for overfald. Det efterlod ham med en voksende følelse af utryghed og mistillid til myndighederne.

»Jeg kan godt leve med, at der er nogen, der fucker med min bil, men jeg har helt klart mistet noget tiltro til ordensmagten,« siger Asbjørn.

I denne artikelserie sætter B.T. fokus på den indvandringskritiske gruppe Generation Identitær, på den yderste højrefløj, hvis aktivister udsættes for vold, chikane og hærværk, som de påstår begås af politiske modstandere, mens politiet efter gruppens opfattelse systematisk vender det blinde øje til.

Fra 2019 til og med 2025 har medlemmer af Generation Identitær anmeldt op mod 30 sager om alt fra vold, hærværk og chikane begået mod dem - ofte med samme mønster:

Gerningsmændene er ofte maskerede, og videomateriale bliver enten ikke fundet eller vurderet ubrugeligt. Derefter indstiller politiet typisk efterforskningen.

Kritikken af politiet står ikke alene. Rigsrevisionen har netop udtalt kritik af politiet for at henlægge sager uden reel efterforskning. Generation Identitær mener dog, at gruppens medlemmer er særligt udsatte.

Asbjørns oplevelser med gentagne tilfælde af hærværk mod hans bil i 2022 er ifølge ham et godt eksempel på netop det.

Politiet har ikke rejst sigtelser i sagerne, og i en af afgørelserne, som B.T. har set, fra Midt- og Vestsjællands Politi fremgår det, at politiet har undladt at indhente relevant overvågningsmateriale.

Asbjørns bil er flere gange blevet udsat for hærværk.
Asbjørns bil er flere gange blevet udsat for hærværk. Privatfoto.

Begrundelsen var, at det »erfaringsmæssigt er vanskeligt at identificere og sigte en gerningsmand alene ud fra videoovervågning i denne type sager.«

»Dette kan blandt andet skyldes kvaliteten af overvågning, at beklædningsgenstande kan skjule pågældendes ansigt, upræcis beskrivelse af gerningstid og -sted eller lignende,« lyder forklaringen i afgørelsen.

Asbjørn V. har ikke ønsket at stå frem med sit fulde navn af sikkerhedshensyn og af frygt for konsekvenser for sit arbejdsliv. B.T. er bekendt med hans fulde identitet.

»Jeg forstod hærværket sådan, at de ville vise, at de vidste, hvor jeg bor. Det gjorde mig utryg. Jeg sov med en køkkenkniv på natbordet de næste par måneder,« siger han og henviser til, at flere af hans med-aktivister de senere år har prøvet at blive overfaldet.

Hvorfor er du så sikker på, at det lige er politisk motiveret? 

»Hvorfor skulle jeg, der ikke er kriminel eller noget, men bare engageret på den politiske højrefløj, ellers blive gået efter flere gange?« spørger Asbjørn og fortsætter:

»En ting er, hvis det var sket én gang. Men vi er jo en gruppe fyre, der oplever nogenlunde det samme mønster, med hærværk og chikane.«

Asbjørn henviser blandt andet til placeringen af en hjemmelavet »brandbombe« i indkørslen hos en familiefar fra Generation Identitær i januar måned, som en antifascistisk gruppe tog ansvaret for. Sagen efterforskes fortsat af Fyns Politi.

Asbjørn valgte at søge aktindsigt i sin egen sag, og her kunne han se, at politiet i sine interne dokumenter havde stemplet Generation Identitær som en »fascistisk gruppe.« 

Det fremgår af anmeldelsesrapporten, som kan ses herunder.

»Det virker helt ude i hampen og meget underligt at blive stemplet på den måde,« lyder det fra Asbjørn.

B.T. har præsenteret Asbjørns sag for forsvarsadvokat Mette Grith Stage. Hun vurderer, at der er grund til at kritisere politiets ageren:

Anmeldelsesrapport.
Anmeldelsesrapport.

»Uanset, hvilken fraktion politiet måtte mene, at en borger tilhører, har politiet pligt til at efterforske alle sager objektivt og med samme omhu.«

Hun synes i den sammenhæng, det lyder »besynderligt,« hvis politiet afviser at foretage relevante efterforskningskridt såsom at indhente videoovervågning ud fra en formodning om, at man ikke vil kunne genkende gerningsmanden på overvågningen. 

»Det kan politiet vel ret beset ikke vide, hvis de ikke har set overvågningen. Så en afvisning af anmeldelsen eller en indstilling af efterforskningen med den begrundelse mener jeg er kritisabel,« lyder det fra Mette Grith Stage.

Asbjørn frygter at være blevet forfordelt af politiet på grund af sit politiske ståsted.

Men når man ser på statistikker over sigtelsesprocenter for hærværk i Midt- og Vestsjælland, er det kun 21,4 procent, der fører til sigtelse. 

Dermed hører Asbjørn altså til flertallet, når hans anmeldelse ikke fører til en sigtelse.

Dette mener han dog blot er en »falliterklæring fra det system, vi betaler enormt mange penge til.« 

Generation Identitær beskriver sig selv som ikkevoldelig og har ikke været sat i forbindelse med noget ulovligt herhjemme i Danmark.

Dog er gruppen lige nu under efterforskning af politiet for en aktion på toppen af Imam Ali-moskéen på Nørrebro tilbage i juli 2025. En aktion, som Imam Ali-moskeen kalder for »hærværk.«

Asbjørn, er det ikke hyklerisk, at du er træt af hærværk, når Generation Identitær, ifølge kritikere, gør sig skyldig i det samme?

»Hærværk er defineret som 'forsætlig ødelæggelse eller beskadigelse af én eller flere større genstande, der tilhører andre. Der er ikke ødelagt noget. Så det er en latterlig påstand.«

I en skriftlig kommentar til B.T. reagerer politiinspektør Thomas Tarpgaard fra Midt- og Vestsjællands Politi på kritikken:

»Politiet modtog anmeldelsen i denne sag for flere år siden, og det er derfor ikke muligt at svare præcist i den konkrete sag,« lyder det fra inspektøren, der fortsætter:

»Generelt foretager vi altid en individuel og konkret vurdering i sagerne, og vægter herunder også muligheden for at sikre eventuelle bevismæssige spor.«

Politiinspektøren fastholder, at »vi altid behandler sagerne objektivt, og det har vi også gjort i denne sag.

Afslutningsvist lyder det fra politiet:

»Vi noterer os, at borgeren i den konkrete sag ikke har været tilfreds med politiets håndtering, og det beklager vi naturligvis.«

B.T. har også kontaktet Antifascistisk Aktion for en kommentar til denne artikel. De er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.