Tirsdag er der mulighed for at sætte kryds ved en politiker, der har været med til at arrangere et oplæg med et dømt medlem af Blekingegadebanden.

Det drejer som Reinout Bosch, der stiller op til kommunalvalget for Enhedslisten i København. Her står partiet til at blive det største - og måske endda kunne indtage overborgmesterkontoret.

Reinout Bosch er et ud af mange eksempler på Enhedslisten-politikere og kandidater, der har forbindelser til enten Blekingegadebanden, terrororganisationer eller yderligtgående venstrefløjsgrupperinger.

B.T. sætter fokus på nogle af de Enhedslisten-folk, der allerede er valgt ind ude i kommunerne – eller kan blive det efter kommunalvalget den 18. november.

Reinout Bosch er formand for organisationen Institut for Marxistisk Analyse, og han var, som beskrevet af Ekstra Bladet, i 2022 med til at invitere Torkil Lauesen til at holde oplæg i et af Enhedslistens lokaler.

Som et af de centrale medlemmer af Blekingegadebanden var Torkil Lauesen med til at begå en række voldsomme røverier i Danmark gennem 1970’erne og 1980’erne.

Det var alt sammen for at sende våben og stjålne millioner til terrorgruppen Folkefronten til Palæstinas Befrielse, PFLP.

I 1991 blev Torkil Lauesen idømt 10 års fængsel for sin medvirken i bandens forbrydelser. 

Heriblandt mordet på den 22-årige betjent Jesper Egtved-Hansen. 

Som et af de centrale medlemmer af Blekingegadebanden var Torkil Lauesen med til at begå en række voldsomme røverier i Danmark gennem 1970’erne og 1980’erne. Her ses han til en demonstration i 1996, mens han var under prøveløsladelse. Arkivfoto.
Som et af de centrale medlemmer af Blekingegadebanden var Torkil Lauesen med til at begå en række voldsomme røverier i Danmark gennem 1970’erne og 1980’erne. Her ses han til en demonstration i 1996, mens han var under prøveløsladelse. Arkivfoto. Nils Lund Pedersen/Nf-Nf

Han blev skudt i hovedet med et oversavet jagtgevær 3. november 1988, fordi han prøvede at forhindre røveriet af Købmagergades Postkontor.

Reinout Bosch var i oktober 2024 medforfatter til et indlæg i Politiken, hvor der blev argumenteret for invitationen af Torkil Lauesen.

»Hos Institut for Marxistisk Analyse inviterer vi oplægsholdere, som vi mener har noget relevant at tilbyde et marxistisk inspireret – eller blot samfundsinteresseret – publikum. Det gælder også for Torkil Lauesen, der har udstået sin straf for Blekingegadebandens forbrydelser,« skrev Reinout Bosch og fire andre i indlægget.

B.T. har spurgt Reinout Bosch, hvordan han egentlig ser på de forbrydelser, Thorkil Lauesen begik i sin tid i Blekingegadebanden.

Politibetjent Jesper Egtved Hansen der blev dræbt af Blekingegade-banden, da de røvede Købmagergade Postkontor 4. november 1988.
Politibetjent Jesper Egtved Hansen der blev dræbt af Blekingegade-banden, da de røvede Købmagergade Postkontor 4. november 1988. Palle Hedemann/Ritzau Scanpix

»Jeg tager selvfølgelig afstand fra både Blekingegadebandens gerninger og den rolle, Torkil Lauesen har spillet i disse – som det også står i det indlæg, du refererer,« skriver han i en mail og tilføjer:

»At B.T. prøver at stemple mig som sympatisør af den slags voldelige handlinger, er fuldstændig utilstedeligt, men desværre ikke overraskende for et ultrahøjreorienteret kampagnemedie som B.T.«

B.T. har spurgt Enhedslisten, om brugen af tidligere blekingegadebandemedlem til oplæg er foreneligt med at være kandidat hos dem.

»Som B.T. udmærket godt ved, så tager Enhedslisten dyb og entydige afstand til Blekingegadebanden og deres vanvittige handlinger,« lyder det på skrift fra Ane Pind, der er forretningsudvalgsansvarlig i Enhedslisten.

»Den skræmmekampagne, som I helt åbent har annonceret, at I kører mod Enhedslisten, er dybt forudsigelig: Enhedslisten har vind i sejlene, fordi vi kæmper for et solidarisk Danmark, som almindelige mennesker har råd til – det ved vi godt, at I på højreorienterede B.T. ikke kan snuppe,« slutter hun. 

Sidste år stillede Reinout Bosch også op til Europa-Parlamentsvalget for Enhedslisten. Han blev dog ikke valgt ind.