Han har været på kram med statsminister Mette Frederiksen (S) – og han har været selve billedet på en del af Socialdemokratiets politik i de senere år.
Nu overvejer han, om han overhovedet skal stemme på partiet i fremtiden.
»Jeg er i tvivl lige nu. Helt ærligt,« siger Arne Juhl – manden der har lagt navn til Arne-pensionen – til DR.
Sådan lyder det altså nu til mediet, efter at han vedholdende har sat sit kryds ud for liste A i mere end 40 år. Siden begyndelsen af 1980erne.
Bryggeriarbejderen Arne Juhl blev kendt over hele landet i 2019, da Socialdemokratiet blandt andet brugt ham til at illustrere, hvordan man efter at have arbejdet hårdt i et helt liv skulle have lov til at gå på tidlig pension.
'Nu er det Arnes tur,' som det lød. Se her:

Én af grundene til Arne Juhls utilfredshed med Socialdemokratiet i dag er ironisk nok netop, at pensionsalderen bliver ved med at stige.
Til DR siger han videre, at det også skyldes den store økonomiske støtte til en krig, man ikke kan vinde, altså i Ukraine, og den høje moms på fødevarer.
Han synes, at niveauet her burde være det samme som i Tyskland.
Efter kommunalvalget for et par uger siden har der været uro i Socialdemokratiet, der fik en elendigt valg med tilbagegang i næsten alle kommuner samt et væld af mistede borgmesterkæder.
Arne Juhl gik selv på pension sidste år i en alder af 64 år. Det skete efter 48 år på arbejdsmarkedet.
Hans store afskedsfest blev blandt andet arrangeret af – Socialdemokratiet.

