En arabisk forening i Helsingør er kommet på kant med loven i forbindelse med kommunalvalget.
I et Facebook-opslag lader det til, at foreningen bryder reglerne for valgpåvirkning ved et stemmested.
Her agerer folk fra en arabisk forening ved navn Klub Oliven nemlig »valgguides« foran en lokation til brevstemning i Nøjsomhed, der tidligere var på regeringens ghettoliste, i sidste uge.
Den slags er normalt strengt forbudt – hverken politikere eller foreninger må opholde sig foran valgsteder for at påvirke valget.
Episoden har fået Dansk Folkepartis lokale byrådsmedlem Ulla Kokfelt gevaldigt op i det røde felt.
»Jeg er rasende over, at det får lov til at foregå. Rasende, over den bundløse skrupelløshed,« siger hun til B.T. og fortsætter:
»Jeg er i forvejen imod den valgbus, og nu viser det sig så, at det har forløbet udenfor demokratisk kontrol. Det må ikke foregå.«
B.T. har præsenteret professor i forvaltningsret på Syddansk Universitet Frederik Waage for Facebookopslaget.
Han udtaler i en skriftlig kommentar:
»Selvom det er prisværdigt, at foreningen opfordrer folk til at stemme, skal de være meget forsigtige i forhold til reglerne, der skal forhindre valgagitation foran stemmeboksen i kommunal- og regionsvalglovens paragraf 67.«

»Kommunen skal sikre, at vælgerne kan brevstemme uden bekymring for at blive overvåget eller registreret af uvedkommende.«
Politik og jura-forvaltningen i Helsingør Kommune erkender i en mail til Ulla Kokfelt, som B.T. har set, at der er blevet lavet en fejl.
»De omtalte valgguider er ikke udpeget af Helsingør Kommune, og vi har heller ikke haft noget forudgående kendskab til, at de ville møde frem,« står der i mailen fra forvaltningen.
De tilføjer, at det officielle personale på stedet ikke vurderede, at valgguiderne påvirkede borgerne politisk. Men:
»Uanset dette forhold burde de omtalte valgguider være blevet oplyst om, at de ikke skulle opholde sig i tæt nærhed til den mobile stemmeboks.«
Forvaltningen oplyser, at denne episode har betydet, at »vi vil instruere vores personale i, hvem de skal kontakte, hvis noget tilsvarende opstår.«
Ifølge integrationsekspert Henrik Kokborg, så er der en risiko for, at vælgerne i den her situation føler sig overvåget.
»Selv uden at sige noget, kan deres tilstedeværelse føles som et indirekte pres. Deres blotte tilstedeværelse kan skabe en oplevelse af, at man forventes at stemme 'rigtigt,'« siger Kokborg.
Han forklarer, at de normer og værdier, der ofte hersker i arabiske miljøer i ghettoområder kan opleves som socialt pres.
»I praksis er dette et tydeligt eksempel på, hvordan et parallelsamfund utilsigtet kan gribe ind i en officiel demokratisk proces. Og det er en udvikling, vi alle skal tage alvorligt.«
B.T. har rettet henvendelse til den mangeårige formand for Klub Oliven, Mahmoud Abdul-Kader.
Han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.
