Regeringen har ikke i sin fremlæggelse af sin folkeskolereform været specifik nok omkring, hvordan de enkelte punkter skal finansieres. Derfor kræver oppositionen og flere organisationer nu svar.

Det er endnu meget uklart, hvordan regeringen har tænkt sig at finansiere sin reform af folkeskolen. Forud for fredagens forhandlinger vil oppositionen og flere organisationer derfor have nogle konkrete svar på den økonomiske prioritering. Det skriver Dagbladet Information.

Regeringen har ifølge udspillet sat fire milliarder kroner af frem til 2020, men sløret er ikke blevet løftet for, hvordan de ekstra timer eksempelvis skal finansieres, og hvor stor en andel, det forventes, at lærerne hjælper til med gennem undervisningstid.

- På nuværende tidspunkt aner vi ikke, hvad tingene koster, så jeg regner da med, at regeringen vil fortælle os om det, siger Konservatives Mai Henriksen til Information.

Også Dansk Folkepartis børne- og undervisningsordfører, Alex Ahrendtsen, savner, at der kommer flere detaljer på bordet.

- Jeg forventer, at regeringen fremlægger en mere detaljeret redegørelse for, hvordan reformen hænger økonomisk sammen, når vi mødes, siger han til Information.

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) kommer ikke bare til at skulle forklare sig over for oppositionen, for også Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen og formand for Skolelederforeningen Anders Balle vil have indsigt i regeringens planer.

- Fire milliarder kroner får jo meget hurtigt ben at gå på, når det er så stor en organisation som den danske folkeskole. Så jeg synes, det er underligt, at der i så stor en reform ikke står, hvad pengene skal bruges på. På det punkt kunne jeg godt ønske en større præcision, siger Anders Balle til Information.