Kort prioriteringsliste ved uddannelsessøgning bekymrer minister. Der er frist for kvote 1-søgning søndag.

Det er en bekymret uddannelses- og forskningsminister, der kigger på de foreløbige tal for årets ansøgninger til de videregående uddannelser.

Selv om man kan søge otte prioriteter, har de foreløbige ansøgere til de videregående uddannelser i gennemsnit søgt i 2,6 uddannelser på deres prioriterede liste.

Det er for lidt, mener ministeren, Ane Halsboe-Jørgensen (S), som minder om, at man stadig kan nå at søge bredere.

For kampen om pladserne bliver formentlig skarpere i år, da flere forventes at søge uddannelse på grund af coronakrisen.

- Jeg frygter i lyset af coronakrisen, at rigtig mange unge søger uddannelser. Og hvis der ikke søges bredere, kommer vi til at afvise mange, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Der var frist for kvote 2-søgning i marts, og her søgte 5066 flere ind end sidste år.

I alt har cirka 85.000 på nuværende tidspunkt søgt ind på en videregående uddannelse via kvote 2- eller kvote 1-ansøgninger.

Hos Dansk Erhverv deler uddannelsespolitisk chef Mads Eriksen ministerens bekymring.

Han er en af dem, der har forudset et større pres i søgningen.

- Der er rigtig mange veje, der fører til Rom i uddannelsessystemet. På langt de fleste uddannelser er der mange alternativer. Vi vil helt klart opfordre de unge til at være lidt kreative og få vejledning, siger Mads Eriksen.

Ane Halsboe-Jørgensen erkender, at det som sådan er ret normalt kun at søge to-tre prioriteter. Men når der i år forventes mere rift om pladserne end sædvanligt, bør man overveje at udvide sin horisont.

- Mit eneste budskab er, at der kommer til at være mere pres på pladserne, og hvis man vil være sikker på at få en plads, skal man overveje at putte et par muligheder mere på.

Spørgsmål: Men er der ikke risiko for, at man ender på en uddannelse eller på et sted, man egentlig ikke har lyst til, og man ender med at droppe ud og skabe større frafald?

- Jeg opfordrer kun til, at man kigger i den retning, man interesserer sig for og kan se sig selv have lyst til at arbejde med. Men de fleste mennesker interesserer sig jo for flere forskellige ting, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

/ritzau/