Er den opdigtede socialdemokratiske statsminister Ellen Wilson Kock med de lange 'luksusben', der fører sig frem med 'vage, uforpligtende udmeldinger' identisk med virkelighedens Helle Thorning-Schmidt?

Spørgsmålet rejses - bevidst eller ubevidst - i romanen 'Det godes pris', der udkommer på Lindhardt og Ringhof i morgen. Bogen er skrevet af peudonymet Christian Tornbakke. Han er i følge forlaget en anerkendt skandinavisk forfatter.

DR's kulturkommentator, Niels Frid-Nielsen, tøver ikke med at kalde bogen for et anonymt smædeskrift.

- Forfatteren sværter ganske gratis en let genkendelig politiker til. Det synes jeg er på grænsen til det feje. Jeg kunne forstå det, hvis der var tvingende grunde til det. Men det kan jeg ikke se, at der er, siger han til bt.dk.

Romanens hovedperson beskrives som 'en Hellerupsild på shopping i arbejderklassen' med 'lange luksusben'. Denne Ellen Wilson Kock er gift med en englænder, som er bosiddende London og kun er hjemme hver anden weekend. Børnene går i privatskole. Hun gjorde lynkarriere i Socialdemokratiet og 'sejlede ind som en anden valkyrie på de europæiske avisforsider med sin tale i Bruxelles.'

Og hvis man ikke allerede er ledt på sporet, tilføjer forfatteren som et bonusinfo for de tungnemme, at statsministerens mand fik en skattesag på halsen, men klarede frisag. Præcist som på Christiansborg har statsministeren fjender i sit eget parti, hvorefter Henrik Sass Larsen-kopien dukker op i skikkelse af gruppeformanden Morten Sindal og rydder op.

Omdrejningspunktet i bogen er, at nogen er kommet i besiddelse af pikante sado-masochstiske fotos af Ellen Wilson Kock fra hendes vilde studietid i New York og forsøger at afpresse hende.

Niels Frid-Nielsen mener, at forlaget og forfatteren er ude i et snusket ærinde.

- Det minder mig om Michael Jackson-syndromet. Alle skrev i årevis, at han var pædofil, og nu er det sådan, at man læge efter hans død ikke kan undgå at forbinde ham med det, selv om det aldrig blev bevist. Den form for daglig tilsvining kan ende med at få konsekvenser, siger Niels Frid-Nielsen til bt.dk.